Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Vilh. Møller: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
96
Teatrene.
Rolle. Lær saa af blot en eneste lille Scene, hvorledes Fru Nielsen tog den!
Man ved, at Viola — forklædt som Mandfolk — er i Hertugens Tjeneste, og at
hun hemmeligt elsker ham, saa hun gerne vilde give sit Liv for hans Lykke.
Nu sender Hertugen Viola til den, som han elsker: hun skal tiltrygle ham
Olivias Kærlighed. Viola gaar. Først søger hun at dække sin Sorg, sin Angest
bag en forceret Friskfyrsagtighed; saa ser hun Rivalinden, — Gud i Himlen!
hvor er hun smuk! Som et Lyn slaar det ned i Viola; det næste Øjeblik vil
hun vride sig fra det, finde Udflugter, — men nej! hun kan ikke nægte det:
Olivia er Hertugen værdig! Og Viola begynder saa at tale Hertugens Sag; og alt
imedens hun taler hans Sag overfor Olivia, taler hun uvilkaarligt sin egen
Sag overfor ham, det er hendes egen Elskov, der klager og beder gennem
hendes Tale . . . Hvad gjorde nu Fru Nielsen ud af dette skønne Dobbeltspil?
Hun flk frem et Par af de groveste Overflade-Træk, f. Eks. Friskfyrsagtigheden;
men af alt det, der laa bagved, af hele den stærke personlige Lidenskab —
ikke en Døjt, ikke en Anelse. Ingen i Publikum kunde se eller høre paa hende,
at denne Sammenkomst og Samtale var hende fortvivlet pinefuld, at hun
maatte kæmpe med sig selv af bedste Magt for ikke at røbe tydeligt sit Køn,
sin Kærlighed, sin Kval. Havde da heller ikke Fru Nielsen læst, til hun
forslod? Maaske. Men maaske ogsaa det flade og tomme Spil kom af, at hun
bestandig var langt mindre optaget af Violas end af sin egen Person. Man
fristedes til at tro det sidste. Eller hør, hvorledes hun sluttede hint lille
Optrin. Idet Viola vil til at gaa, gør hendes Rivalinde en Revægelse som for at
række hende en Gave; og Viola vender sig om: -
„Grevinde, jeg er intet lejet Bud;
behold I eders Pung; min Herre trænger
til Løn, jeg ikke. — Elskovs Gud forvandle
til Sten dens Hjerte, hvem engang I elsker,
at eders Flamme, som min Herres nu,
maa møde Spot! — Farvel, I skønne Grumhed!"
Før Fru Nielsen begyndte paa denne Replik, strakte hun venstre Arm frem
for sig, med Haanden spilet afværgende ud. Saaledes blev hun staaende, indtil
Ordene „til Løn, jeg ikke’1. Saa lod hun venstre Arm synke, og løftede lige
straks efter (ved Ordene „Elskovs Gud") den højre Arm, Haanden op i Linie
med Ansigtet, Fingrene rakte besværgende mod Himlen. Og i den Stilling stod
hun urørlig, til hun højtidsfuldt entonigt havde faaet sagt Repliken til Ende
og gik . . . Nu tænke man sig engang, i hvilket Sindsoprør Viola maa søge
bort fra Mødet med Olivia: vilde det være muligt, at en Skuespillerinde,
der havde søgt at leve sig ind i den Sindstilstand, kunde blot saa meget som
falde paa at lokke ad Galleri-Publikumets dumme Haandklap med slige
„plastiske Stillinger"?
Fru Emma Nielsens Olivia var om muligt endnu tom mere og tungere
end hendes to medspillendes Figurer. Og dette tomme og tunge Spil sønderrev
det fine Spind, der holder Stykkets ædlere og dets lavkomiske Partier sammen.
Grundstemningen, som er Stykkets hele Enhed, forflygtigedes og forsvandt.
Æden Januar 1893)
Vilhelm Møller.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
