Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Februar - P. Fr. Rist: Kvægpest
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
102
Kvægpest.
i Kulen, — krepere sku’ de alligevel — og saa drog ban de
Bæster, som nys var anstukne hen over Graven; — for det er
bestemt — det levendes i Jorden renser allenfals for giftige Dunster
og Troldtøj —.*
„O I Forhærdelsens Taaber! Og hvad saa?a
„Ja hvad saa — —- tse! tse! tse! Kreturerne stod sig
Deres Velærværdighed — Gu’ stod de sig.*
„Haa, haa*, lo Professoren med et Par korte Sød, »hvad
mente din Husbond om det? Hvad sagde Hans Rasmussen?
Drog han ligervis sine Kreaturer over de levendes Grav?*
„Nej, nej, nej, Kors i Jøsse Navn! — Der staar Folk paa
Vejen*, sagde han lidt efter og pegede frem efter med sin
kort-skaftede Pisk hen imod Landsbyen, som laa lige foran dem. „Det
er saamænd Rasmus,* tilføjede han.
„Hold lidt an," sagde Professoren.
En Grusgrav var gravet Vejen saa nær, at en Del af denne
var styrtet ned, Resten havde givet sig og slaaet store Spalter
og Revner, saa at den truede med at falde. Der var allerede
af andre Vogne dannet et nyt Sving ind over Marken til venstre,
men det saa farligt ud. Til højre saa man langt ud over Egnen,
hvor Enge og Tørvemoser var oversvømmede. Nede i Grusgraven
stod et lerklinet Hus med Skodder i Stedet for Vinduer, Taget
var halvt afrevet, og en svag, blaalig Røg trængte op mellem de
nøgne Lægter.
Oppe paa Vejen stod et Par Mænd. Da Vognen holdt,
sprang en Kvinde fra dem og haltede skyndsomst ned i Graven
og hen imod Huset, idet hun raabte til et Barn, som laa og legede
dernede.
Mændene tog Huerne af. da de saa Professoren og blev
staaende tavse, men Rasmus Gasses smaa Øjne spillede ivrigt i
hans Hoved. Den anden Mand, en gammel, udmagret Skikkelse,
holdt sig forsigtig bag ved Rasmus. Enkelte hvide Tjavser fra
hans halvskallede Isse fejede ham ned over det udtærede, tandløse
Ansigt, som var fuldt af Udslet, der samlede sig om den røde,
skarpe Næse; han holdt en stor Stendunk i den ene Arm, og med
den anden Haand tørrede han idelig den hængende Draabe fra
Næsetippen, medens hans sløve Øjne skottede fra den ene til den
anden.
„Skal I ikke til Barke i Dag?* spurgte Professoren.
„Jou, vi skal saa,* svarede Rasmus Gasse, og da Professoren
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
