Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Februar - P. Fr. Rist: Kvægpest
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Kvægpest.
103
blev ved at se paa ham med sine gennemborende Øjne, sagde
han indsmigrende: Herren ager med Hans Rasmussens Heste, kan
jeg skønne. Det er Pinedød Tøj!" tilføjede han og rakte Haanden
ud for at klappe dem, men Kusken gjorde et Ryk i Tøjlerne, saa
han lod det fare. „Ja, ja Hans Rasmussen det er Manden, det
er Manden–"
„Ja han er jo Fæstebonde saavel som du," sagde
Professoren. „Har I Brændevin der?" spurgte han og pegede paa
Dunken.
„Aa Gu* nej — Det er bedder at være i Kastellet end som
Hoveribonde i disse faldne Tider, naadige Herre," sagde Rasmus.
„Brændevin? Gu1 hjælpe os fattige Lus. Byggen gik af Markerne,
og vi maa drikke Vand for 01. Det er knapt med Velstand. Aa
Gu’ ja! Vi har næppeligen Klæ’er paa Krop eller i Seng. Vi
maa æde Ærtebrød og Vand! — Sul? Aa nej, aa nej!a
„Er dine Kreaturer døde?" spurgte Professoren.
„Gud Fader har holdt sin Haand over min Ko, men Faarene
fik Kopper og Vandskab ved den haarde Bagvinter, og dem har
jeg forleret."
„Havde du brugt de rette Præservativer, og havde du givet
dine Faar rigeligt Foder og god Røgt med de rette Medicamenta,
saasom Salt, Malurt og Caimus, havde du kanske ikke haft Aarsag
til at kære og klage."
„Gud signe jer, naadige Herre, vi har ydmygelig bedet
om at gaa i Skoven og afhugge lidt Kvas og Vandgrene, ligesom
for Vildtet sker, men nej, i Skoven tør vi inte komme, og
Naadig-herren har skrabet Mosset af Træerne til egen Behov."
„Ja trang er Tiden,–men dovne er I, halstarrige og
desperate er I, Rakkerhunde! — Plovstude fik I til Laans af Greven,
men I sultede og forbyttede dem, og al Remede holder I for
Kvakleri. Se til Hans Rasmussen, hos ham er der ingen Smitte."
„Ja Hans Rasmussen — han er Manden! — Han har sin
Hjælp," sagde Rasmus og gentog sagte: „han har sin Hjælp, han
har sin Hjælp–"
„Naa herut med Sproget," raabte Professoren, „hvad er
er det for Hjælp?"
„Herren lede os ej udi Fristelse — og bevare os for Troldtøj
og Djævelers Kunster!"
„Hvad mener du med den Snak?"
„Hr. Anders lærer vos, at det, som Herren vil tage bort,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
