Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Februar - P. Fr. Rist: Kvægpest
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
120
Kvægpest.
ikke ejer Hus, Hjemstand, Fæmon eller Tyendes, det som ikke ejer
Guld, Sølv eller Glimmersten, eller hvad med Navn nævnes kan,
det, som kuns har Liv og Blod, hvis levendes Liv ikke frister
Mennesker, Dyr eller andet Kryb, hvis døendes Død ikke ska’er
Mennesker eller andet Kryb, som kuns ejer Hvile og Lise i Vilje
og Sind, i Lemmer og Ledemod, ren og pur, indvortes og udvortesr
sovendes eller vaagendes, hvemses Aande er som Paradisets AandeT
der renser, der toer, der helliger, der drager, der binder al Lucifers
onde Stank og gruelige Smitte, der lurer og lumrer i Jordens
Skød–-*
Saa faldt hun pludselig sammen paa Bænken med Hovedet
paa Bordet.
I samme Øjeblik bankede eller pikkede det sagte paa Døren.
Det begyndte at blive mørkt, og i Dørsprækken, der aabnedes, saa
Rasmus Gasse først intet, men saa rejste og styrlede Haaret sig:
pludselig isnende paa hans Hoved, som om et forfærdeligt Syn
viste sig for ham: det var den lille Piges blege Ansigt.
„Vil du ha’ et Stykke Mad?* spurgte han hæst, og hans
Hænder rystede, da han lukkede Æsken op og tog et stort Stykke
Ostemad frem. Barnets forsultne Øjne fulgte begærligt hans
skælvende Hænder, og hun fulgte ham i Hælene som en lille
Hund, da han skyndte sig ud af Døren med Maden. Saa satte
hun sig hen i Grusgraven under Vejen og gav sig til at spise.
Men Rasmus Gasse vandrede rastløs, urolig og meningsløst om
foran Huset, der var ikke blivende Ro paa ham, han stod, han
gik, han søgte, han lyttede, saa forsvandt han bag Huset og kom
atter frem, Sveden drev ham ned ad Ansigtet, og til sidst stod han
oppe paa den skridende, spaltede Vej med en Spade i Haanden.
Med et vildt Tag slog han et Stik ned i Jorden — da lød en
spæd og tynd lille Barnestemme op til ham: „I kaster jo Sand
paa min Mad!* Med en vanvittigs Styrke satte Manden sin Spade
ned i Vejens Spalte, vred den om; og en vældig Lavine af Grus
og Sten og Jord styrtede ned og tog mere med sig, Klump efter
Klump, Manden sprang rasende om, stødte til Skredet, slog,
trampede og sled: hele Vejen styrtede ned i Graven, mange, mange
Læs — saa blev der ganske stille.
Rasmus løb med liggraat Ansigt ned til sin Ko: „Op med
dig!* raabte han og sled i Tøjret, „op med dig! hej, herop, dit
Utoske!* skreg han skummende af Iver og Vildskab — men Koen
laa stiv og død.
v
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
