Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Februar - Knud Berlin: Svensk-norske Unionskonflikter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Nej, Grunden til, at Norge ikke kunde være bunden ved
Kielertraktaten, ligger ikke i juridiske Skarpsindigheder, men simpelt
hen i, hvad man i Retssproget kalder Forholdets egen Natur, der
tilsiger, at et Folk, som har Vilje og Evne til selv at raade sin
egen Skæbne, ikke kan være pligtigt at underkaste sig et andet
Herredømme, end det selv vil. Det er kun et Udslag af den nu i
konstitutionelle Lande anerkendte Grundsætning om Folkesamfundenes
Suverænitet — en Grundret for Folkesamfundene som den
personlige Friheds Ret for Individerne — hvorefter et Folk hverken ved
skrevne Grundlove eller Traktater kan være udelukket fra at
foretage en Forfatningsforandring eller bundet til at finde sig i Lænker,
som det har Vilje og Magt til at ryste af sig. Nu havde Norge
vel under den ved Kielertraktaten skabte vanskelige Situation
ganske vist ikke Kraft nok til at opretholde sin egen Grundlov
uforandret eller hævde sin egen Konge, Christian Frederiks,
Herredømme, men derimod besad det Kraft nok til at nøde den svenske
Konge til at lade sine paa Kielertraktaten støttede Fordringer paa
Norges Krone falde og finde sig i at modtage Kronen efter nyt
foretaget Kongevalg og efter, at han først gennem sine
Kommissærer havde antaget Norges Grundlov som den Haandfæstning,
han maatte underskrive for overhovedet at komme paa Tronen.
Ved denne Norges Holdning og den svenske Konges Godkendelse
heraf blev Kielertraktaten de facto sønderrevet som Adkomstbrev
for den svenske Konge til Norges Trone, og Retsgrundlaget for
Unionen blev derfor ikke den af Norge aldrig anerkendte og fra
Sveriges Side ikke opretholdte Traktat, men alene det norske Folks
egen Antagelse af Foreningen og den svenske Konges og det svenske
Folks Modtagelse af denne i den af Norge tilbudte Skikkelse. Denne
Sveriges og Norges mod ingens Ret stridende Fravigen fra
Kielertraktaten maa da fremmede Magter ifølge almindelige folkeretlige
Regler acceptere som en en Gang for alle afsluttet, historisk
Kendsgerning, og Kielertraktaten er derfor for saa vidt endeligt gaaet
ud af Sagaen.
Men skønt det saaledes ikke uden Føje hedder i
Indledningen til Rigsakten, at Foreningsbaandet blev tilvejebragt „ej ved
Vaaben, men ved fri Overbevisning“, maa det dog ikke glemmes,
at det væsentlig kun var ved Situationens haarde Tryk, at det
norske Folk kom til Overbevisning om Foreningens
Nødvendighed og Ønskelighed, at som Sars etsteds udtrykker sig „Norge
accepterede Foreningen for at undgaa en ødelæggende Krig, altsaa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
