129 (Tilskueren / Aarg. 10 (1893))

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Februar - Knud Berlin: Svensk-norske Unionskonflikter

scanned image

<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

[1]

Denne Betragtning kan imidlertid ikke føre til, at ogsaa
Konsulerne nødvendigvis skulde være fælles Embedsmænd, eftersom
Konsulerne ikke er diplomatiske Agenter, men kun, hvad man
kalder, agents commerciaux. Imidlertid beskikkes de endnu ifølge
den siden Unionens Opkomst fulgte Praksis som unionelle paa
samme Vis som Gesandterne, og denne Ordning søger sin
Retfærdiggørelse dels i Hensynet til den betydelige Udgiftsbesparelse,
der indvindes derved, dels i, at Konsulerne dog ofte staar i et
Underordnelsesforhold til Legationen paa vedkommende Plads.
Dertil kommer, at Fællesskabet paa begge Omraader ogsaa synes
forudsat paa det overordentlige Storting i 1814. Man gør vel tit
herimod fra norsk Side gældende, at den norske Grundlovs § 22
gaar ud fra, at Norge har egne Gesandter og Konsuler, og at
sammes § 92 fordrer, at Gesandterne skal være norske Borgere,
hvoraf følger, at Norges Gesandter ikke kan være Svenskere, medens
derimod norsk Nationalitet ikke kræves for Konsulernes
Vedkommende. Imidlertid er disse Bestemmelser vistnok ved en
Inkurie bleven overført uforandrede fra Eidsvoldgrundloven, medens
man i Virkeligheden forudsatte, at de f. s. v. Gesandterne og
Konsulerne angik, blev uanvendelige under Foreningen. Dette
synes navnlig at fremgaa af, at et paa det overordentlige Storting
i 1814 stillet Forslag om, at hvert Rige skulde have særskilte
Konsuler, blev forkastet, uden at der fra nogen Side blot blev
antydet, at Forslaget maatte være overflødigt efter de nævnte §§[2]).

Imidlertid staar disse Grundlovsparagrafer der endnu den
Dag i Dag, og da der altid kan tvistes om, hvorvidt deres

[1] gesandter, i hvis Hænder Varetagelsen af alle fælles Rigsanliggender ɔ: alle
vigtigere Sager, er lagt, hvorved Enkeltstaternes Gesandtskabsret i Virkeligheden
indskrænkes til et Minimum.
[2] jvfr. Aschehoug: Norges nuværende Statsforfatning Bd. I. 1891 S. 168.
De Grunde, hvormed Forslagsstilleren, Konsul A. Konow, motiverede det
ovenfor omtalte Forslag, har det i øvrigt endnu sin Interesse at dvæle
ved. „At Norge ej bør have egne Gesandter“, udtaler han, „finder jeg
rigtigt, da Norge og Sveriges politiske Forhold til andre Magter er et og
det selvsamme og vilde det saaledes ene forvolde os unyttige Udgifter;
men med Hensyn til Konsuler, saa bør Rigerne have sine særskilte, da
Handels-Interesserne er forskellige“. Stort. Forh. 1814, S. 481. Og ved
at udvikle, hvorledes norske Konsuler bedst vil kunne varetage Norges
egne, maaske fra Sveriges forskellige Interesser, udtaler han det samme,
der nu igen gøres gældende for Indførelsen af egne, norske Konsuler.

<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>

Project Runeberg, Tue Dec 12 03:40:59 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >> https://runeberg.org/tilskueren/1893/0135.html

		Tilskueren / Aarg. 10 (1893) / 129 (1884-1939) Table of Contents / Innehåll \| << Previous \| Next >>
	Project Runeberg \| Catalog \| Recent Changes \| Donate \| Comments? \|