Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Februar - Knud Berlin: Svensk-norske Unionskonflikter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
mændene. Paa samme Gang, som det udtrykkelig forlangte
fastslaaet , at Udenrigsministeren skulde være svensk, indbød det til
Dannelsen af et unionelt Statsraad, der let i Tidens Løb kunde
føre et Unionsparlament med sig. En slig Mulighed kunde synes
ikke at være nogen Ulykke, men hvad man i Norge vilde, var
kun mere Selvstændighed; en nærmere Tilknytning følte man
ingen Trang til. Dette Norges Syn paa Sagen blev paa Stortinget
i 1871 særligt skarpt fremsat af Johan Sverdrup, og med en
overvældende Majoritet af 92 Stemmer mod 17 forkastedes dette
sidste Forslag til et fredeligt Opgør mellem Rigerne.
Udsigterne for en ny Revision er saaledes ikke lyse, saa
meget mindre, som heller ikke de i 1885 og 1891 gjorte Forsøg
paa ved Tillæg til Rigsakten at udbøde et af Unionspagtens
værste Huller, lod sig gennemføre. Og hvorvel den i disse
Bestræbelser indslagne Kurs — den gensidige Forhandlings og
Overenskomsts — vedblivende synes den eneste, ad hvilken Unionen farefrit
vil kunne lodses i Havn, kan man jo nok forstaa, at Normændene
ved Henblik paa hele denne Række af frugtesløse
Mæglingsforslag — Slagtofrene, hvormed Revisionstankens Vej har været
bestrøet —, alt mere og mere opgiver Haabet om at gaa frem
ad denne Vej og fristes til hellere at søge at hjælpe sig selv, uden
først at spørge Sverige om Forlov. Revisionsforsøgene minder kun
alt for meget om Løvens Hule i Fablen — hvor alle Sporene
vender indad, men ingen ud.
(Sluttes).
Knud Berlin.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
