Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Februar - Ola Hansson: Eleonora Duse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
144
Eleonora Duse.
i allerhøjeste Grad sin Nations instinktive Ynde og plastiske Sans.
Jeg har ingen Sinde hverken før eller senere set en
Dronningeholdning som den, jeg en Gang for nogle Aar siden saa hos en
ung Italienerinde, der stod ene midt ude paa Gulvet i Milano
Domkirke, med Tøfler paa Fødderne og i en gammel Kjole, og
lyttede til Messen, rank og med Armene korslagte over Brystet.
Fru Duses Nora hørte til denne Race — det var ikke nogen
nordisk Sagfører-Frue. Hvad selve Nora-Karakteristiken angik,
den psykologiske Individualisering, saa fik man heller ikke der fat
paa noget virkelig ejendommeligt. Første Akt gik, anden Akt
gik — man forblev uberørt, næsten uinteresseret. Skandinaverne
fortalte hverandre i Mellemakterne med skadefro Selvfølelse, at
naar man havde set Fru Hennings spille Nora derhjemme, saa
havde man egentlig ingenting at gøre her. Et Par Gange var der
vistnok brudt noget underligt frem, noget, man ikke rigtig kunde
faa fat paa, men som var gaaet en gennem Sjælen som en
umiddelbart gribende pludselig Fornemmelse, som en af de dunkle Anelser,
gennem hvilke der kommer Bud til os fra Menneskelivets skjulteste
Dybder. Det havde især været Tilfældet i den Soloscene, hvor
Nora overvejer og opgør med sig selv de mulige Følger af hendes
Handling: om Krogstad virkelig vil foretage sig noget, og hvorledes
Helmer da vil te sig, om der overhovedet er Grund til at være
bange for Krogstads brutale Trusler osv. Hun overvejer: „Nej!* —
hun gaar frem og tilbage: „Nej, nej!" — hun staar stille og
grunder: „Nej!Ä, hun ligesom lytter efter et Svar: „Nej, nej-nej !«.—
I det stumme Spil i denne Scene, i hendes Mimik, i selve Klangen
af dette bestandig gentagne Nej, Svaret paa de stumme
Betænkeligheder, der ikke vü lade sig døve, men bestandig melder sig paa
ny, fandtes der noget vist, som frembragte Dødsstilhed paa
Tilskuerpladsen. Hvad laa der deri? Inderst inde vistnok Skræk,
Uro, en Vanvids-Angest — man ligesom følte denne Angest skælve
inde i sig selv; men kun som en Mulighed — den hun alligevel
godt vidste ikke vilde blive til Virkelighed, en Forbavselse, som
havde hun skimtet noget, hvorpaa hun ikke kunde tro, men
hvis Billede dog ikke vilde forsvinde fra hendes Sjæl. Ind
imellem Angesten en forceret Sorgløshed, der delvis skyldtes
Følelsen af, at hun var Kvinde, at noget saa brutalt ikke kunde
øves mod en Kvinde, og at hun jo havde en Mand, der var til
for at beskytte hende — en tilkæmpet Sorgløshed, der havde
noget i sig af det Instinkt, der faar Strudsen til ved overhængende
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
