Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Februar - Ola Hansson: Eleonora Duse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
150
Eleonora Duse.
I hele den rige Skala af forfinede menneskelige Følelser,
soqi Fß^ Duse fremstiller, ligger en og samme Grunddisposition
under, og det er den, som giver dem alle den samme Klangfarve.
Fru Duse er Italienerinde, hendes Gemyt er vulkansk, og dets
Udtryksmaade har de store Former; men saavel selve Lidenskaberne
som den antike Plastik, der hos hende er deres naturlige
Udtryksform, blødgøres og afdæmpes i den blide Varme, som stille gløder
derunder. Hun gengiver med en Natursandhed og et individuelt
Præg, som kun den formaar, der selv en Gang i Livet har
oplevet det alt sammen og hver Gang paa Scenen genoplever det
paa ny, Kvindens hele Følelsesskala i det Livsforhold, som for
hende er det naturligste og højeste: Kærligheden. Merr for at
kunne give Relief og individuel Farve til dets forskellige
Lidenskaber: Skinsygen, Hadet, Foragten osv. lader hun dem ligesom
gennemtrænges af den Inderlighed, der er hendes Væsens Inderste.
Og det ydre Billede af Eleonora Duse, som man ikke har fra
hverken den ene eller anden bestemte Rolle eller Scene, inen
som er det fælles i dem alle, og som man beholder i Erindringen
længe efter, at man saa hende spille — er Billedet af en bleg,
udtæret Kvinde, med Haaret strøget tilbage over en høj, klar
Pande, et forgræmmet Ansigt med et smerteligt Smil og de
skarpe Halssener skaanselsløst fremtrædende; hun staar der
ligesom lyttende til sine fejlslagne Haab, eller med store, dybe,
forbavsede Øjne stirrende paa denne Livets evige Gaade: hvorfor
ved vi intet uden det ene, at vi lider — et Billede af Barnet, der
føler den første Sorg, som det ej forstaar — et Billede af Kvinden,
der har haft Glæder og Sorger, der selv har fejlet og er bleven
ilde behandlet af andre, som ikke kan finde Rede i det alt sammen,
men siger til sig selv atter og atter, at nu er det forbi, nu er
der kun tilbage at lide og saa dø — et Billede af Livets
Udgangspunkt og Slutningspunkt og hele triste Hovedsum.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
