Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Februar - Ola Hansson: Eleonora Duse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Eleonora Duse.
151
Form af til Natur bleven Kunst fremstiller, er en ganske særlig
Slags Menneskelighed — ikke den almindelige, men hendes egen
rent personlige; det vil med andre Ord sige: en forskønnet
og ædlere Art af Menneskelighed. Det er et Karakteristikon for
Eleonora Duses Kunst: hun „fornobler" de Mennesker, hun
fremstiller. Det faktiske kan hun naturligvis ikke forrykke; men det
Væsen, der har forbrudt sig, faar hun os til at bedømme ikke efter
Fejltrinet og Forbrydelsen, men efter Sindelaget. Derfor bliver
alle hendes sceniske Figurer ligesom adlede: Marguerite Gautier,
Skøgen, Odette, Ægteskabsbrydersken, Glotilde, den forladte, der
begaar simple Handlinger. Ogsaa dette Karaktertræk er i
Virkeligheden et Udslag af Inderligheden i hendes Natur. Hun forskønner
ikke; det er det store hos hende, at netop, naar hun mest ubarm-,
hjertigt blotter Svaghederne i Menneskenaturen, virker hun
allermest betagende og frigørende.
Det samme gælder om hendes Ydre. Naar hun i Lidelsens
store Øjeblik hensynsløst stiller sig til Skue som den ikke længer
unge, af Ulykken stærkt medtagne Kvinde, en Kvinde med
graagul Lød og mager Hals, skarpe Træk og indfaldne Øjne — som
hun da staar for os, ligesom adlet af Skæbnen, udøver hun den
allerstærkeste Virkning. Hun er som selve Naturen og meddeler
sig som den, ganske uden Selvbevidsthed, uden Anelse om Maal
og Middel, rent umiddelbart og uforfalsket. Og dette gælder lige
til hendes Dragt: Antikens fri Folder om de bløde Former, faa
og simple Farver, sort og hvidt eller diskrete Mellemtoner (kun
som Nora havde hun det afstikkende røde Liv) og ingen Smykker.
♦
★ *
Jeg har hængende paa min Væg en Mater dolorosa af
Guido Reni, et blegt Kvindeansigt paa sort Grund, med
opadvendt Blik og et smerteligt Træk omkring Munden. Som en
Søster til| hende staar Eleonora Duse for mig i det Billede, jeg
lidt efter lidt har dannet mig af hende. Hendes Ansigt er ganske
vist mere moderne bevægeligt end hendes Landsmandindes fra
Renæssancens Dage; men i Hovedtrækkene er det det samme:
Munden med det smertelige Træk, de sørgmodigt drømmende
Øjne og først og sidst: det hvide Ansigt paa den sorte Grund —
begge Sorgens Farver.
Ola Hansson.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
