Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Februar - Johs. Jørgensen: Vinter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Vinter.
153
Prosa.
Januar.
Jeg længes ikke mere mod nogen Sommer ...
Jeg begærer ikke længer at bytte denne Frostvinters kolde
Skønhed for Sommerens upaalidelige Sol og lange Regndage og
megen Blæst ...
Med Henrykkelse vaagner jeg, sent paa Formiddagen, og
betragter mit Sovekammers tilfrosne Ruder, hvis Isblomster
forgyldes af Vintersolen. Forneden, hvor de vokser tættest, gløder
de som en Skov af Koraller i Morgenrøde, men foroven blaaner
Himlen igennem, og det er som at se et dugget Sølv.
... Men naar jeg har klædt mig paa, skinner Solen ikke
mere. Graa Skyer har trukket deres tætte Tæppe for Frosthimlens
Blaa, og de første hvide Snefnug synker gennem Luften. Op ad
Dagen bliver Snevejret stærkere — Luften er fuld af tunge Fnug,
som sagte glider ned forbi Ruden og falder uden Lyd i Sneen
paa den brede Murkant udenfor mit Vindue.
Det bliver stille i Villastaden, hvor jeg bor. Al Lyd af
Livets Færdsel dør under Snefaldet. Lydløst kører Vognene,
lydløst vandrer enkelte Mennesker forbi. Fra mit Vindue ser jeg
langt ud over sorte Træer i hvide, øde Haver og sorte Træer
langs tomme, hvide Veje.
Og ustandseligt falder Sneflokkene — graa oppe mod den
lyse Sneluft, men hvide, naar de stryger ned forbi Ruden.
Saa sætter jeg mig til Rette i en lun Armstol for at læse. —
Nu og da kigger jeg op fra min Bog og ser Genboens frosne
Vinduer og Taget lige overfor, dækket af Sne, og en Skorsten, som
ryger brunt mod Luftens Graa.
Og Sneen vedbliver at falde. Dagen graaner bort — og jeg
tænker paa tomme, hvide Landeveje, der løber langt bort mellem
øde, hvide Marker, og paa smaa, fjærne Byer, hvor Sneen nu
falder i de ensomme Gader, og hvor ukendte Mennesker sidder
i deres Huse og ser ud paa Snefaldet — ligesom jeg.
Saa tænder jeg min Lampe. Mod det røde Lys, hvormed
den fylder min Stue, bliver alt udenfor blaat — en graablaa
Himmel hvælver sig derude over en Jord, dækket af blaa Sne.
Men da jeg sent gaar i Seng, er Snefaldet holdt op. Og
paa de tilfrosne Ruder i mit Sovekammer skinner Næ-Maanen
med spinkelt Skær, og jeg skimter dens blege Sølvsegl som gennem
blaanende Opal.
Johannes Jørgensen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
