Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Februar - Vilh. Møller: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Teatrene.
179
pur ung Pige og hos Stykkets Ræsonnør — sporede man ligesom en
Lyst til at yde noget mere interessant og karakteristisk. Men dette
interessante var des værre blot paasat mekanisk, ikke indvævet i
Handlingen; det røbede sig episk, ikke dramatisk. Stykkets Ræsonnør
indledede f. Eks. til allersidst et gunstigt optaget Frieri hos sin Hjertens Dame
med at sige: „Endnu elsker jeg Dem egentlig kun ganske lidt; men det
er min faste Overbevisning, at efterhaanden som jeg lærer Dem bedre
at kende, vil min lille Forelskelse vokse og stige, til den bliver en dyb
og stærk LidenskabLige meget nu, om saadan en Fremtids-Anvisning
i det virkelige Liv turde anses for synderlig betryggende! Dramatisk set,
her i Stykket, vilde den have taget sig ud som bundsolid, dersom den havde
syntes at være „udstedt mod Valuta, som Banken ejer", dersom man
harde haft det Indtryk af Hr. Ræsonnøren, at han overhovedet var i
Stand til at føie kraftigt og dybt. Men nu havde Ræsonnøren alle
fire Akter igennem gaaet og været intet andet end blot
Smaa-Skikke-lighed og Smaa-Vittighed. Blind Allarm altsaa, hin Slutnings-Replik!
— — For øvrigt blev den pur unge Pige givet med en vis indtagende
Vederhæftighed af Frk. Ha 11 berg. Og Hr. Liebmann tog som en
komisk fortumlet ung Mand Oprejsning efter et uheldigt Spil i Götz. Dor
havde han svælget i en ulidelig Maner, han hurtigt har anlagt sig:
nemlig at lade Sætninger, der føres skalamæssigt op, afløse hvert Øjeblik
Sætninger, som siges med dagligdags Betoning. 1 forlegne Lystspilfigurer
bliver han meget naturligere og fornøjeligere, — om end hans diskrete
Beruselses-Scene her i Tre om en maaske ikke var saa sandfærdig, som
villige Dommere har udgivet den for.
Maanedens to bedste Skuespiller-Præstationer traf man alligevel,
til en Forandring, i Kasino. Det var i Esmanns 4 Akts Folkeskuespil
Magdalene. Den talentfulde Hr. Fjeldstrup havde endelig en Gang
ladt sin slemme Grimasseren fare og fremstillede lige saa naturligt som
morsomt visse Overkellneres forlorne Belevenhed, insolente Vigtighed og
marionetagtige Underdanighed. Og Fru From var overraskende god
som en københavnsk Gadestrygerske. Hun gjorde maaske Figuren lidt
simplere end nødvendigt. Men deri var ægte at se og høre paa; og
dens mirakuløse Forvandling i sidste Akt lil et næsten nonneagtigt,
visionært Medlem af Frelsens Hær lykkedes fortræffeligt Skikkelsen blev
her en anden — og dog den samme: ligesom naar et grimt anløbet
Stykke Messing en skøn Dag er blevet poleret blankt ....
Selve Skuespillet tegnede fra først af til at skulle blive en ny
Variant af Gretchen-Tragedien. Hovedpersonen ’var et fattigt Pigebarn,
som længe havde lidt af Lyst til at blive feteret under luksuriøse
Omgivelser; saa ^var hun da gaaet hen og havde forgabet sig i en ung
Spillers kyniske Frækhed, hvilken hun antog for den højeste Fornemhed,
— og nu løb hun hjemmefra. Naturligvis (Hr. Esmann har jo en Del
effektsøgende Sentimentalitet i sit Forfatterskab) var Pigens kun lidet
beundringsværdige Længsel bleven ukunstnerisk idealiseret, for at hendes
Skæbne kunde komme til at synes des mere „ rørende \ Men da det
samtidig viste sig, at Forfatteren selv var imponeret af og forholdt sig
ret sympatetisk til Forførerens Kynisme, forstod man alligevel ikke, hvor-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
