Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Marts - Georg Brandes: Ernest Renan som Dramatiker
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ernest Renan.
186
Der udviklede sig hos ham en Menneskeforagt saa stor, at
den syntes godlidende og virkelig ogsaa var det.
Hans bestandigt videre og friere Blik røbede sig i det stedse
tiltagende Herredømme over Stoffet. Tyskland har adskillige
Fagmænd af Renans Rang, ja ikke faa, som overgaar ham baade i
Lærdom og i strengt videnskabelig Aand. Men de fordyber sig i
deres Stof, saa deres Personlighed bliver borte deri; de svæver
ikke over det. De er Bogmænd, ikke Verdensmænd; Kritikere,
ikke Bygmestere; Forskere og Tænkere, ikke fri Aander og fri
Kunstnere tillige. Men en frigjort Aand, der svævende over sit Stof
behandlede det i Kraft af sin Livserfaring — netop dette var Renan.
Dog dette legende Herredømme over de Genstande, han
behandler, skyldte han den sidste store Faktor, der bestemte hans
Originalitet — Paris.
Paris gav ham den dybe Væmmelse for Pedanteriet,
overhovedet den sidste store Overlegenhed. Den blev til Slutning til
Overlegenhed ogsaa over Paris; men det afgørende er, at
efterhaanden var Bretagneren bleven Pariser, Herders Discipel
Hovedstads-Franskmand. Var han indtil 1870 endnu en halv
Tysker, saa blev han efter Krigen og Fredsslutningen en hel
Pariser og flk i Alderdommen sin egentlige Ungdom. Men det,
som stempler den gode Tone i Paris’s aandeligt afgørende Krese,
er den formfulde Hensynsløshed.
Han har lært meget af enkelte Personligheder, meget af
Berthelot som Tænker, meget af George Sand som Skribent,
(hans Landskaber minder om hendes); men mest har han lært af
Paris. Og han var til sidst helt Pariser, for saa vidt man kan
kaldes saaledes, naar man kender seks eller syv Kulturer ud og
ind og selv kan kaldes en lille Kultur.
Han havde begyndt med at afsky Béranger for hans
godmodige Fladhed, det gallisk populære i ham. Han endte med selv
at blive gallisk populær, faderlig og skemtefuld paa en beslægtet
Maade om end i en meget højere Potens, end Béranger havde
været det.
Han var til sidst som en Kvintessens af fransk Aand, et
Kraftuddrag af det, der er finest i den. Med den indtrædende
Oldingealder blev Overlegenheden til en Art serenitas, skyfri
Munterhed og Klarhed.
Et Vidnesbyrd derom er den lille Række filosofiske Skuespil,
Renan skrev og udgav i Aarene 1878—1886.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
