Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Marts - Georg Brandes: Ernest Renan som Dramatiker
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ernest Renan.
186
os Kvinder en Bog?* Renan svarer gennem sin Talsmand:
s Andre vil gøre det, skønne Brunissende, jeg er for gammel, mit
Endeligt nær.* Næppe nogen Sinde har Renan indladt sig paa saa
ligefrem Selvskildring.
Paven spørger ham: »Hvorfor volder de andre Doktorer
tilsammen mig ikke saa mange Bryderier som du ganske alene?* —
9Fordi de arbejder med Abstraktioner, medens jeg tumler med
Virkeligheder.* — „Men end ikke de andre Doktorer vil dele
dine Ideer, og Hoben vil ikke forstaa dem. Du faar hverken
Magt over Kirken eller Skolen.* — Man hører Renans egen
Smerte i Repliken.
Personlig er ogsaa denne Vending, da Inkvisitionen
undersøger hans Skrifter og raader ham til at kalde Dit og Dat tilbage:
,Det nytter intet. Alt hos mig er dog Kætteri.* — „Netop; det
skader langt mindre.* — Med andre Ord, det er alene den aandløst
isolerede Enkelthed, som Kætterforfølgerne forstaar.
Trods alle Genvordigheder og Forfølgelser og Skuffelser
taber Prospero ikke sit Fremtidshaab. Hans Tanke er denne:
Det Terningkast, der finder Sted dybt nede ved Livskilderne og
som gør, at en Hjerne bliver evnerig eller ej, en Kvinde skøn eller
ej, finder Sted saa tit, at det sandes og godes og skønnes
Fremtid er sikret. Naturen har en uendelig Tid for sig. Det gør
intet, om hundredtusend Skud gaar fejl, naar der skydes et
uendeligt Antal Gange og blot et eneste rammer Centrum. —
Prospero selv er tilfreds med sin Lod: „Jeg var en sjælden
Kvaterne i det store Lotteri. Livets Kalk er herlig. Det er
daarligt at klage, fordi man ser dens Bund.* — Han har kun ét
Ønske: „Lad mig ikke se et sørgmodigt Ansigt og ikke høre et
Suk nu, jeg dør!* Og han udaander, idet Brunissende kysser ham
til Afsked.
Kardinalerne bemægtiger sig hans Legeme, lader det lægge
i en Baad, ro ud paa Rhonen og kaste i Vandet. „Hvis man
genfinder Liget, siger vi til Befolkningen, at han selv har druknet
sig; findes det ikke, saa siger vi, at Fanden har taget ham.*
Der er en ægte Renansk Ironi i det Perspektiv, som herved
aabnes for Prosperos Eftermæle. Det er i samme Aand, at han i
Fortalen til sin sidste Bog har talt om den Beskyldning, der er bleven
rettet mod ham for af Rothschild at have faaet en Million for at
skrive „Israels Historie*: Hans Fjender paastaar det, hans Venner
Tilskueren. 1803. 14
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
