Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Marts - Chr. Feveile: Stakkels Sommerfugl
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Stakkels Sommerfugl.
209
Floden, dette lodne, vamle Pøjt, der uvilkaarlig leder Fantasien
hen paa alt det skidne Uld, som i Begyndelsen af Sommeren
dynges op ved Banegaardene og i Pakhusene.
Jeg kastede mig i en Stol. Jeg var svimmel, greben af
en Svimmelhed, der føltes som en styrkende, oversanselig betagende
Rus, man ikke kan drikke sig til, selv ikke i den ædleste Vin.
Hine Ben nægtede at bære mig, men ikke af Mangel paa Kraft.
Nej, det var, som om denne ukendte, salige Styrke, som saa
pludselig havde betaget mig, vilde sprænge mig, rive mig afsted
til alle Sider, opad, udad, afsted, saligt svævende gennem denne
lune, bløde, duftende Natteluft, syngende ravgale Sange om sorte
Øjne over Kanten af en blodrød Vifte, om hvide Arme, nøgne til
Skulderen, der gækkede Blikket bag et hvidt Tylls Ærme, og saa
igen om et Par store, sorte Øjne, der brændte mig i Møde i to
Sekunder fra et Ansigt, der blegnede og skælvede saa betagende,
at jeg følte mig selv blegne bg skælve og svimle af Elskov.
Afsted! Afsted! Lad os da en Gang komme afsted, for
Pokker! O, salige Smerte, o skrækkelige Lykke! At føie: nu
har jeg Kræfter, nu kan jeg flyve — og saa mangle Vingerne!
Jeg maatte op igen, hen i min Frakke efter det Brev, hun
for en Time siden havde stukket mig ud af Gadedøren. Rigtignok
havde jeg straks læst det ved Lyset fra det første Butiksvindue,
jeg kom forbi; men aldrig saa snart havde jeg gemt det igen,
før det brændte mig i Lommen, saa at jeg maatte ind i et
Konditori, hvor jeg satte mig i den mest tilbagetrukne Krog
ved et Glas Kaffe, som jeg ikke rørte, og læste det atter og
atter. — Og nu maatte det holde for igen, dette lille Brev, hvor
en lidt usikker og ikke meget øvet Damehaand havde skrevet et
Par tørre Linier paa det tykke, gule Papir, der syntes mig at
udaande ligesom en Duft af hendes Personlighed:
„Senor!
„Jeg har læst Deres Brev og kender altsaa Deres Navn.
„Jeg kendte Dem allerede af Udseende, og Deres Personlighed
„forekom mig sympatisk. Jeg kan ikke indrømme Dem det
„forønskede Møde. Kun, at De maaske en af disse Aftener
„kan træffe mig i en af de aabne Sporvogne; ti naar det er
„varmt om Aftenen, plejer jeg at køre en Tur med Mama,
8 og saa vil det vel næppe falde Dem vanskeligt at indlede
»en Samtale. Mit vedlagte Visitkort vil sige Dem mit Navn."
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
