Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Marts - Chr. Feveile: Stakkels Sommerfugl
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Stakkels Sommerfugl.
219
var hastigt og dybt som Suk. Hvor skønt var ikke hendes Billede
inde i Spejlet; det smerteligt ømme Træk om Læberne, det
daanende Blik i de halvlukkede Øjne, og denne Rigdom af kulsort
Haar, valket op i en Knude, som ved sin alt for store Yppighed
meddelte dette Hoved en vis tung, men bedaarende Ynde! Jeg
bævede af Lykke. —
Efter en Stunds Forløb begyndte hun at le og bevægede
Hovedet og Skulderen stærkere. Hun blev kaadere og kaadere.
Et Par Gange nærmede hendes Kind sig saa meget til Skulderen,
at hun krøllede mine Vinger sammen. Saa holdt hun inde,
overbeviste sig om, at jeg ikke havde taget videre Skade, lo af mit
ynkelige Udseende og begyndte sin Leg kaadere end før. Jeg
blev greben af Ængstelse; jeg tænkte paa at benytte en af disse
Pauser til at lade mig dumpe ned paa Gulvet og kravle væk,
hvis jeg ikke kunde flyve. Men det var mig moralsk umuligt.
Hun blev mere og mere ellevild; jeg følte, at hun knuste mig
med sine vilde Kærtegn. Jeg hørte Lyden af et Kys og mærkede
i det samme, at hun havde dræbt mig____
Naar man drømmer, at man dør, saa er det enten, fordi
man virkelig dør, eller fordi man vaagner. En Røst, som raabte:
,Hugo!" nede i Haven, overbeviste mig snart om, at jeg var
spillevende, og en tysk Skrædder, som i samme Øjeblik traadte
ind ad Døren for at indkræve en Regning, fik mig til at beklage,
at jeg ikke var nogen Sommerfugl. Jeg kastede et fortvivlet Blik
ud paa det rustne Altangitter; men jeg var straks enig med mig
selv om, at det fornuftigste, jeg kunde gøre, var at sætte mit
allerelskværdigste Ansigt op og være rigtig venlig mod Skrædderen.
Men fjorten Dage efter gik jeg og lavede paa et Digt, der
skulde lyde saaledes: „Mercedes! Du, som betyder Naade, Naade
i Flertallet. — Naadig har du været mig; thi du dræbte mig!
Salig den, som dør i Lykke! Hvilken Kval havde det ikke været,
om du havde ladet mig leve for at spidde mig paa en
Knappenaal og indlemme mig i din Samling af fortabte Sværmere, der
har sprællet sig ihjel til din Fornøjelse."
Jeg gik i lang Tid og kløede mig forgæves i Hovedet —
det lykkedes mig aldrig at faa det til at rime.
Christian Feveile.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
