- Project Runeberg -  Tilskueren / Aarg. 10 (1893) /
221

(1884-1939)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Marts - Knud Berlin: Svensk-norske Unionskonflikter (sluttet)

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

Svensk-norske Unionskonflikter.

221

Foreløbig er kun Konsulatssagen for, — af taktiske Grunde
sat forrest paa Dagsordenen som den, der lettest vil kunne føres
igennem og som en Murbrækker bryde Breche for videregaaende
Krav, — men bagefter kommer Fordringerne paa egne norske
Gesandter og paa Norges Andel i Udenrigsstyret, de Emner, hvorom
den egentlige Kamp vil blive kæmpet.

Konsulatssagen vil nemlig — skønt selvfølgelig ikke uden
megen Larm — dog med forholdsvis ringere Vanskelighed kunne
drives igennem. Den norske Forfatningskamps Historie viser jo,
at Norge i Reglen altid til sidst har faaet sin Krig frem, naar
blot den første Ophidselse i Sverige har haft Tid til at rase ud.
Kongens Indgriben har i Reglen kun været Regulatoren, der
afværgede Eksplosion ved at udsætte Afgørelsen, til den stærkeste
Spænding havde fortaget sig. Men længer synes hans Magt heller
ikke at række i Norge: det kgl. Vetovaaben er jo, selv i
Grundlovssager, faktisk slaaet ham af Haanden ved Rigsretsdommen i 1884.

Men det afgørende er, at Sverige i Virkeligheden ingen sand
Interesse har i at modsætte sig Norges Krav paa egne Konsuler,
naar dette Land absolut mener at burde have saadanne, — hvad der
nok i Skipperstanden ikke er ublandet Enighed om — og naar det
selv har Lyst til at bære de betydeligt forøgede Udgifter, som deraf
vil blive Følgen; Sverige paa sin Side har vel nok Raad til at
lønne egne Konsuler, om det skal være. Og den Betragtning, at
Norge først skulde have søgt at enes med Sverige om Ophævelsen
af de fælles Konsuler, før det skred til at anskaffe sig særlige,
har jo dog nærmest kun formel Interesse; logisk eller faktisk er
der desuden intet i Vejen for, at de fælles Konsuler kan blive ved
at fungere, fordi der paa vigtigere Pladser tillige ansættes særlig
norske, i Lighed med, at de tyske Enkeltstater kan ansætte egne
Konsuler paa Steder, hvor det tyske Rige alt har ansat tyske
Rigskonsuler. Det eneste virkelige Argument, Sverige kan
fremføre, at de svenske Konsuler vil tabe noget af deres Prestige ved
kun at være det ene Riges Repræsentanter, synes næppe at kunne
veje op mod den Betragtning, at et Folk, hvis Handelsflaade i
Tons er den tredje største i Verden, har et billigt Krav paa
at faa sine egne Handelsrepræsentanter, naar det mener, at
disse bedst vil vide at varetage dets særlige Handelsinteresser.
Intet i Rigsakten forbyder et sligt Kravs Gennemførelse, og nogen
Hindring for at udløse Konsulatsvæsenet fra Fællesskabet med
Gesandtskabsvæsenet er der næppe heller, da udelukkende norske

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Dec 12 03:40:59 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/tilskueren/1893/0227.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free