Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Marts - Knud Berlin: Svensk-norske Unionskonflikter (sluttet)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Svensk-norske Unionskonflikter. 229
i det norske Sprog. At denne Ordning overalt i Norge, af Højre
som af Venstre, betegnes som „absolut utilfredsstillende", kan
ikke undre1).
Hvorledes denne Ordning fra først af er opkommen, med
andre Ord, hvem der bærer Skylden for den, er i og for sig et
Spørgsmaal af underordnet Interesse mod det, hvorledes den kan
forandres. Det skal derfor blot nævnes, at Svenskere og Normænd
naturligvis ogsaa her staar over for hinanden med stridende
Paastande. Fra norsk Side gøres det nu i Reglen gældende, at hverken
Norges Grundlov eller Rigsakten indeholder fjærneste Hjemmel
for, at den svenske Udenrigsminister skal administrere Norges
Sager, og at den nuværende Ordning derfor skyldes en uhjemlet
Praksis, som Norge, naar det vil, har Ret til at kræve forandret
eller til selv at forandre. Fra svensk Side hævdes det derimod, at
Praksis vel ikke er udtrykkeligt sanktioneret, men dog tydeligt
nok forudsat baade i Rigsakten og den norske Grundlov, medens
der derimod intet Sted tales om noget norsk Udenrigsstyre.
Uden at ville optræde som ukaldet Opmand i denne Broderstrid
tør man dog maaske betragte følgende mæglende Forklaring af
den nuværende Praksis’s Genesis som den mest antagelige. Den
rev. norske Grundlov af 4de Novbr, overdrog i § 13 kun Rigets
indvortes Styrelse til Regeringen i Norge, men da den
samtidig udelod Eidsvoldforfatningens § 33, der anerkendte en norsk
Udenrigsminister, kom der til i Grundloven at mangle Bestemmelse
om, hvorledes de udenrigske Sager skulde forhandles, og Kongen
fik saaledes efter norsk Lov fri Hænder til at lade dem behandle,
som han vilde. Derimod var Kongen, f. s. v. angik de vigtigste
af de diplomatiske Sager, nemlig dem, der tillige vedrørte Sverige,
l) En grel Illustration af Forholdets Urimelighed afgav for ikke lang Tid
siden Voldgiftssagen. Stortinget havde d. 5te Marts 1890 i en Adresse
anmodet Kongen om at søge afsluttet Overenskomst med fremmede
Magter om Afgørelse ved Voldgift af eventuelle Tvistigheder mellem
vedkommende Magter og Norge. Denne Adresse blev uden Resultat,
eftersom den svenske Udenrigsminister satte sig imod den; men da der
imidlertid kom en Indbydelse til Norge fra de Forenede Stater i
Nordamerika om at gaa ind paa Tvistigheders Afgørelse ved Voldgift, blev
denne Imødekommen af Stortingets Ønske — før dette endnu var blevet
udtalt over for Udlandet — uden videre afslaaet af den svenske
Udenrigsminister, der er uansvarlig over for Norges Storting. Man dømme om
Voldgiftstanken, hvad man vil: en slig uansvarlig Afgørelse paa Norges
Vegne mod dets Stortings Øftsker kan kun sætte ondt Blod i Norge.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
