Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Marts - Knud Berlin: Svensk-norske Unionskonflikter (sluttet)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
m
Svensk-norske Unionskonflikter. 230
bunden af den svenske Regeringsforms § 11, hvorefter det
tilkommer den svenske Udenrigsminister at foredrage alle svenske
diplomatiske Sager. Men da den svenske Udenrigsminister altsaa
efter den svenske Grundlovs Medfør kom til at behandle alle de
fælles Sager, var der kun et Skridt til, at han ogsaa tog de
udelukkende norske i sin Haand, eftersom den norske Grundlov ikke
selv gav nogen Regel for deres Behandling. Dertil kom, at Norge
endnu slet ikke havde haft Tid til at organisere sig et eget
Udenrigsstyre. Og at Stortinget i 1814 ogsaa stiltiende gav sit
Samtykke til denne Ordning, synes at fremgaa af Rigsaktens § 7,
hvorefter det er Hofkansleren eller nu Udenrigsministeren, der under
en Interimsregering foredrager de diplomatiske Sager. Der gaas
nemlig her aabenbart ud fra, at der kun er én Udenrigsminister,
og at det er den svenske1). Praksis kan altsaa ikke siges at være
uhjemlet eller at konstituere nogen ulovlig tiltagen Myndighed fra
Sveriges Side.
Da imidlertid paa den anden Side svensk Udenrigsstyre
intetsteds udtrykkeligt er fastsat i Rigsakten, vil der ikke, f. s. v.
man kan bortse fra Rigsaktens § 7, kræves nogen Forandring i
Rigsakten for at faa denne Ordning ændret, hvorfor Norge altsaa
ikke har afhændet Retten til at fordre et mere fyldestgørende
Udenrigsstyre, saa langt som det i alt Fald kan forenes med
Unionen. Og dette Krav har da heller ikke blot helt igennem
bestemt Norges Holdning over for Revisionsforslagene, men er
ogsaa mange Gange blevet ensidigt fremsat fra Norges Side.
Første Gang dette skete, i 1827, tjente en nylig indtruffen
for Unionen ydmygende Begivenhed til at give Norges Fordringer
forøget Relief. Det var den saakaldte „Bodøsag*.
I Aarene 1818 og 19 havde nogle engelske Handelshuse
oppe i Bodø i Nordlandene organiseret en Smuglerbande, der
ugenert trodsede norsk Toldlov og endog med væbnet
Skibsmandskab overfaldt; afvæbnede og bandt de lokale civile Embeds-
’) jvfr. Stang i 1891, der slog fast, at „vi i 1814 slettede Bestemmelsen om
egen Udenrigsminister, og der er ikke Trætte om, at det skete, som det
hedder i Protokolkomiteens Indstilling af 1886, for at aabne Rum for, at
man kunde have fælles Udenrigsminister ogsaa i den Form, at den svenske
Udenrigsminister fungerede for begge Riger*–-Norges Storting har
hver Gang, det har bevilget et Budget, bevilget Penge til denne
Ordning. (Stort. Forh. 1891, 7de Del, S. 47), jvfr. ogsaa Rydin S. 337 og
Aschehoug I S. 158 f. •
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
