Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Marts - Knud Berlin: Svensk-norske Unionskonflikter (sluttet)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Svensk-norske Unionskonflikter. 225
mænd og disses Folk samt opbrød Statens Pakhuse og befriede
Bandens der oplagte, konfiskerede Varer. Men Toppunktet paa
Frækheden var dog, at disse Smuglere og Voldsmænd endog
klagede til den engelske Regering, som om det var dem, der
uretfærdigt var blevne overfaldne; og de fandt saa villigt Øre, at den
engelske Mission i Sverige fik Ordre til at understøtte deres Klager.
Og hvad enten nu det svenske Diplomati, som Normændene
paa-stod, ikke gjorde Fyldest, eller England blot aflagde et nyt Bevis paa
den Hensynsløshed over for smaa og svage Nationer, som vi havde
faaet at mærke en halv Snes Aar før — i 1807 —, nok er det:
det utrolige skete, at Kong Carl Johan ved Englands Trusler blev
nødt til at undertegne en Konvention af 1821, hvorved de engelske
Handelshuse ikke alene fik alle de Varer udleverede, som de ikke
havde haft Tid til med Vold at hente ud af Pakhusene, men
endog tilkendtes en Erstatning paa ikke mindre end 18,000 f,
ikke at tale om, at den norske Regering maatte forpligte sig til
at anstille en kostbar Undersøgelse af dets Embedsmænds Færd i
denne Sag, hvilken kun gav til Resultat, at disse blev ganske
frifundne.
I Anledning af denne pinlige Begivenhed vedtog Odelstinget
i 1827 en Henstilling til Stortinget om at foretage Skridt, dels for
at skaffe Norge særskilt diplomatisk Repræsentation i Udlandet og
dels for at skaffe den norske Statsminister Andel i de diplomatiske
Sagers Behandling. Det første Forslag afsloges foreløbig; i
Overensstemmelse med det andet indgav derimod Stortinget samme
Aar en Adresse til Kongen, hvori det anholdt, om han i de
diplomatiske Sager, der angik Norge, vilde tilstede den norske
Statsminister og de øvrige konstitutionelle Raadgivere al den Deltagelse,
som hans Omsorg for begge Rigers Tarv maatte skønne tjenligt.
Og Stortinget tilføjede, at det ved at gennemgaa Bodøsagen, havde
fundet Grund til at antage, at om Mænd, der med varm Iver for
Norges Sag forbandt Kendskab til norske Love og Institutioner,
fra Begyndelsen af havde behandlet denne Sag, vilde den sikkert
være fremtraadt for den engelske Regering i et andet Lys og
kunde derved mulig have faaet et andet Udfald.
Denne Adresse frugtede imidlertid foreløbig ikke, og først
efter at flere videregaaende Forslag havde været fremme paa
Stortinget i 1830 og 1833, kom Kongen efter den norske Regerings
Forslag Kravet i Møde ved kgl. Resol. af 13. April 1835, hvorved
den Ordning indførtes, som endnu gælder. Efter denne skal den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
