Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Marts - Knud Berlin: Svensk-norske Unionskonflikter (sluttet)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Svensk-norske Unionskonüikter. 232
norske Statsminister eller i hans Forfald en anden norsk Statsraad
altid være til Stede, naar den svenske Udenrigsminister
foredrager diplomatiske Sager, der enten angaar Norge alene eller
begge Riger.
Denne Resolution betegner et lille Fremskridt, men kunde
dog ingenlunde tilfredsstille Normændene. Mange saa i den
endog kun en Forværring af Situationen, idet efter deres
Opfattelse Norge hellere slet ikke burde befatte sig med disse Sager
end „have sin Statsminister siddende som tavs og uansvarlig
Tilhører ved Siden af de tvende stemmegivende og ansvarlige
svenske Ministre1)’1. Resolutionen kan desuden som saadan hæves
ved ny Resolution og giver ikke Stortinget nogen Adgang til at
granske de diplomatiske Aktstykker.
Stortinget udtalte derfor ogsaa i sin oftere nævnte Adresse
af 1837, at, ihvorvel det paaskønnede det gjorte Fremskridt, kunde
det dog kun betragte dette som en Forberedelse til fuldstændigere
Foranstaltninger.
Imidlertid var der i Sverige selv opstaaet Misnøje med de
diplomatiske Sagers Behandling — skønt ingenlunde af noget
uegoistisk Hensyn til Norge. Ifølge den svenske Regeringsforms
§§ 11 og 12 jvfr. 13, var nemlig alle „ministeriella mål"
(diplomatiske Sager) saa nær som Krigserklæringer og Fredslutninger
undtagne fra Behandling i Statsraadet; de skulde blot foredrages
for Kongen af Udenrigsministeren alene i Overværelse af et andet
tilkaldt Medlem af Statsraadet. Kongen kunde saaledes ikke blpt
paa egen Haand — og uden at sætte nogen Minister i Kundskab
derom — aabne politiske Underhandlinger med fremmede Magter,
men endog afslutte de i hele Landets Ve og Vel mest indgribende
Traktater uden at behøve at raadføre sig med andre end
Udenrigsministeren og endnu et tilkaldt Statsraadsmedlem. Det var
aabenbart Rudimenter af en ældre Tids Opfattelse, da Suverænen i sin
Egenskab af Landets Krigsherre var Statens udelukkende
Repræsentant udadtil, og da de udenrigske Anliggender nærmest betragtedes
som hans rent personlige Sager. Men mod denne Kongens
Adgang til bag Statsraadets Ryg at drive en personlig Politik,
l) Dunker, Om Revision af Foreningsakten 1866 I S. 8. Det er dog ikke
ganske korrekt, naar Dunker kalder den norske Statsminister „tavs"
Tilhører, eftersom det i Resolutionen udtrykkeligt hedder, at han skal
være nærvarende „for desangaaende at kunne afgive sin Formening"-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
