Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Marts - Knud Berlin: Svensk-norske Unionskonflikter (sluttet)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
232
Svensk-norske Unionskonflikter. 232
fremholder i alt Fald tilstrækkeligt tydeligt som det sejrrige norske
Venstres Motto hine bevingede Ord af Sverdrup: „Norge selv
bør tage Sagen i sin egen Haand*.
At nu Norge hverken ved siri Grundlov eller ved Rigsakten
har afhændet sin Ret til at forlange en mere fyldestgørende
Ordning af Udenrigsstyret, derom er der næppe længer Uenighed i
Norge: Højre saa vel som Venstre, Stang lige saa fuldt som
Steen har fastholdt Norges Ret i saa Henseende. Om derimod
Norge radikalt bør hævde denne Ret ved at tage sig egen norsk
Udenrigsminister, derom er Meningerne endnu saare delte. Ikke
alene Stang udtalte i Forfjor, at en Ordning med to
Udenrigsministre vilde føre ud i „et Hav af uløselige Vanskeligheder*,
der enten maatte ende med Opgivelse af Forsøget eller
fuldstændig Opløsning af Unionen, men selv Johan Sverdrup, der
dog saa stærkt som nogen har slaaet paa de norske Strenge,
udtalte sig i 1886 bestemt for en Fællesminister (med Delegationer)
som den eneste Ordning, der lod sig forene med Unionen.
Imidlertid kan det ikke skjules, at det radikale Venstres
Krav som det agitatorisk bedste stadigt synes at gøre sig
stærkere gældende: naar Sindene er ophidsede, faar den lettest
Ørenlyd, der taler højest og stærkest, ikke dent der taler rolige og
betænksomme Ord. Og det norske Højre, der vil blive paa
Fællesskabets Grund, har en vanskelig Stilling overfor det norske
Venstre: .i Realiteten, Norges Ret, er det enigt med dette, og i
Formaliteten tør det ikke gøre for skarp-Front for ikke at faa
Udseende af at gaa Svenskernes Ærinde; modstræbende nødes
det derfor til at følge med som den nationale Strømnings Bagtrop.
Og hvad der endelig fremfor alt giver Kravet paa egen norsk
Udenrigsminister Vind i Sejlene, er den allerede før berørte
Omstændighed, at Norge ikke til en saadan Ordnings faktiske
Gennemførelse behøver Sveriges Samtykke — hvad enten den nu tænkes
realiseret ad den langsommere Vej, en Grundlovsforandring, eller,
som nogle tager Ordet for, simpelt hen ved en kgl. Resolution.
Den særlige norske Udenrigsminister har derfor skyldigt
Krav paa at betragtes som et ikke umuligt Fremtidsfænomen.
De vistnok alt andet end blide Følelser, hvormed Sverige
vil modtage en saadan norsk Opkomlings Fremtræden i
Stockholm, skal foreløbig lades ude af Betragtning; det forudsættes
ligeledes, at hans Anerkendelse fra de fremmede Magters Side
ikke støder paa nogen alvorlig Vanskelighed. Tilbage bliver
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
