Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Marts - Vilh. Møller: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Teairene.
253
Naa, men — „Masken", selv i videste Forstand, er jo det mindst
vigtige i Skuespilkunsten. Det vigtigste er, om de spillende kan faa
Figurens Aands-Indhold frem, kan gøre dens Naturel, dens Tanker,
dens Lidenskaber rigtig tydelige og skuffende sande. Om altsaa
Skuespillerne kan forklare, hvad det er for et Menneske, og faa os til at
tro, at det er et virkeligt Menneske, der handler, som det efter
dets Natur maa .... Ogsaa paa det Punkt glippede det imidlertid. Der
er ingen Tvivl om, at Fru Hennings (langt den dygtigste af de rollehavende)
hjalp Publikum til en bedre Forstaaelse af enkelte Repliker. Der kan
endnu mindre være Tvivl om, at hendes energiske Følelses-Udtryk nu
og da rev Folk hen. Men det er et Spørgsmaal, om selv hun havde
faaet fat i det egentbg ejendommelige, og om de Stemninger, som hun
udtrykte smukt og godt, nu ogsaa var de, hvoraf Ibsens Hilde Wangel
i det givne ØjebHk tør antages at være fyldt.
Hvad er Ibsens to Hovedfigurer for en Art Mennesker? Hvordan
har det sig med deres sjælelige Liv? — Den ene, Bygmester Solness,,
er en religiøst opdragen Bonde, en Autodidakt, en Mand med hidsig
Virkelyst, men som ingen rigtig Vegne har kunnet komme, end ikke
efter at han havde gjort et godt Parti. Hans Ærgerrighed har gaaet
og snuset om en Forbrydelse som Midlet til at komme til Vejrs,
ganske som en Kat snuser om den forbudte, varme Grød. Saa — et
Aars Tid efter, at haö var blevet gift, 12—13 Aar før Stykket
begynder — er han bleven ramt af en stor Sorg. Den har tvunget ham
i Knæ, har samlet om sig alle hans Tanker, alle hans Erindtingef fra
megen ufordøjet Læsning! Og mens han en Sommer laa alene oppe i
en norsk Bygd, har det syge Grubleri taget Styret over ham, han er
blevén, hvad man kalder én Fantast. Der er nu det besynderlige ved
Ibsens Fortælling, at skønt Solness siden hen — „i de sidste Aar" —’
er kommen op i en stor praktisk Bedrift, har hans Drømmerads bare
udviklet sig mer og mer. Mé&en praktisk Sysselsættelse plejer ellers at
▼ære et godt Middel mod golde Drømme. Men — dette er da endelig
ikke det eneste urimelige Træk i Stykket! Vist’er det, at Solness1
Fantasteri nu ei* naaet vidt. Alle de Forhold, han staar i — til sin Hustru,
sine opvoksende Konkurrenter, sin Kunst —■ har det draget ind under
sig og omdigtet. Tænk paa det ene, at han, som gaar og segner under
en indbildt Skyld overfor Hustrüen, han har aldrig talt med sin Hustru
om Tingene (thi saa vilde han have faaet at vide, at hendes
Bekymring er ganske andre Steder henne, end han tror); og han ser
desuden i Virkeligheden ogsaa nok saa gerne hendes Hæl som hendes
Taa! Eller tag det, at skønt han ingen Børn har, og skønt han védr
at han ingen faar, saa holder han dog stadig og vil stadig blive ved
at holde tre Børnekamre til dem! Ja endog i hans Dont, i hans
Byggeri begynder Fantasteriet at slaa ud: han har sat et Taarn paa sit
ny Hjem, som „Folk vist vil sige er alt for højt for et Vaaningshus".
Men naar Fantasteri saadan bryder frem i Folks Handlinger, saa plejer
man at sige om disse Folk, at de har en Skrue løs. Der var for nogle
Aar siden et Sted her paa Sjælland en Bondekarl, som havde læst og
grublet saa længe over Helten i en af Carit Etlars Bøger, at han en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
