Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Marts - Vilh. Møller: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Teairene.
59
Øjeblikket, hvori de bruges. Men saa peger igen saa meget andet af Rollen
i stik modsat Retning! Til sidst søger Dr. Strande en Udvej ved al
dræbe Fru Ingas Mand; han gør det i Smug, uden Skrupler og uden
Kamp. Hvorfor? Og hvordan kan han myrde saaledes? Jo, siges derr
Bjærgnaturens kolde Følesløshed er faret i ham. Men det er jo ingen
Forklaring. Det er bare en Tvetungethed; thi Naturen er da intet
andet, end hvad vi gør den til, det er os, der lægger vore Følelser ind
i den, den lægger intet ind i os. Denne Mangel paa psykologisk
Motivering af Hovedfigurens Optræden driver hele sidste Halvdel ai Stykket
over i det melodramatiske. Vi kommer til at interessere os for
Begivenheder, i Stedet for at vi skulde interessere os for de Personer,,
som afstedkommer, og som rajnmes af Begivenhederne.
Til Gengæld udmærkede Gjellerups Sørgespil sig ved en
virkningsfuld Scenegang. Kækt og klogt førte det En straks fra første Scene ind
til det springende Punkt, til det Sted, hvor Tampen brænder. Man slåp
for den fortvivlede Uskik med at bruge en hel Akt blot til „
Præsentation* af Figurer og til at „forberede®. I samme Nu som Tæppet gik
op, meldte Dramaet sig som det, ethvert Drama burde være: et kunstnerisk
Udsnit af Virkeligheden, en Fremstilling af kun de betydningsfulde Optrin i
et Par Menneskers Liv. Og Scene fulgte efter Scene i velberegnet Skiften
og Kontrast. Bedst, som alt syntes at jage afsted, stemmedes Løbet
forventningsfuldt op; Alvor og Patos veg Pladsen for Spøg og Pjat; eller
det gik fra Indeklemtheden nede i det lavt liggende Pensionat op til
,Freie Alps11 lyse Frejdighed og til Alpetoppens højtidsfulde Stilhed. Sin
bedste Styrke havde dog Stykket deri, at Bjærgnaturen bestandig afgav
Baggrund. Man ligesom aandede op i disse Omgivelser, man trak Vejret,
som naar man fra en Stue kommer ud i frisk Luft. Det er sandt,
at Dekorationsmaleren (Hr. Wallin) havde bidraget mest til at
fremskaffe det Indtryk. Men Sceneriet ståk dog maaske i mer end Kulisserne,,
det ståk allerede i Handlingen og Dialogen. Der var Bjærgluft i selve
Figurerne, i deres Følelsesliv og deres Skæbner.
Udførelsen derimod var lidt tynd eller rutinemæssig, over hele
Linien. Hverken de spillende eller Sceneinstruktøren havde været deres
Opgaver voksne. Saa at den eneste ny Forestilling i Maanedens Løb,v
hvorunder en Teater ven, en Ynder af god Skuespilkunst kunde føie
sig saa temmelig i sit Es, var og blev det kgl. Teaters Opførelse af
Einar Christiansens 3 Akts Lystspil Annette.
Det Stykke var sprunget ud af en køn og god Stemning. Det
handlede om, hvorledes et Par unge Mennesker, en Broder og en Søster,
er paa Veje til at forsimples. De hører til et Hjem, hvor man
sandhedskærligt gaar sine egne Veje; hvor man dømmer Mennesker ikke efter
Skinnet, men efter deres indre Værd; og hvor man stilfærdigt bryder
med det vedtægtsmæssige, naar det strider mod Ens Overbevisning. Et
aaüdsaristokratisk Hjem altsaa, — hvis man da ved Aandsaristokrati
vü forstaa det eneste, som fortjener Navnet: nemlig Mennesker, hos
hvem en lidt større Forfinelse af Intelligensen er gaaet Haand i Haand
med en tilsvarende Samvittighedens Forfinelse. . . . Fra dette
forholdsvis høje Stade er nu den yngste Broder, en Maler, allerede gledet ned.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
