Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - April - Karl A. Tavaststjerna: En Impressionist
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
284
En Impressionist.
havde dels ved medfødte Anlæg, dels ved Øvelse formelig opnaaet
Virtuositet i at fange et Indtryk i Flugten, men han talte aldrig
om sine Iagttagelser, før han ligesom var kommen paa det rene
med Sagen overfor sig selv; først da meddelte han os andre
Resultatet af sine Spekulationer. Hans Specialitet bestod i, af en
Persons Ydre at finde „Dyret" i hans Indre og derigennem at
danne sig et Begreb om vedkommendes Karakter.
Da han jævnlig havde faaet Sikkerhed for, at hans Instinkt
ikke vildledte ham, stolede han blindt paa det første stærke
Indtryk, han modtog af et Menneske, selv om der aldrig var vekslet
et Ord imellem dem. Hans Karakteristik var altid træffende, og
afgaves den end i den mest barokke Form og med alle Haande
Overdrivelser, følte man dog altid, at der laa Alvor bag. At „lege
Menageri" med Menneskene var hans største Fornøjelse, og hans
Uvilje overfor visse usympatiske Dyrearter var saa stor, at han
aldrig formaaede at vise sig venlig mod en Person, hvis Fysiognomi
f. Eks. mindede om Ulvens eller Sjakalens ondskabsfulde og
listige Træk.
Naturligvis disputerede vi af og til om hans Metode; jeg
modsagde ham af Princip og kaldte det taabeligt, saaledes at lade
sin sunde Dømmekraft paavirkes af et uklart Indtryk, der umuligt
kunde være ufejlbart. Han saa paa mig med et underligt,
tankefuldt Blik og sagde i fuldeste Alvor:
„Dumme Dyr, du har mistet dit Instinkt!"
Jeg tog Handsken op og svarede, at min Eftertanke var
tusend Gange mere værd end alt Instinkt.
„Eftertanke!" gentog han. „Den kommer jo først bagefter,
som Ordet antyder. Vist er man bare et dumt Dyr, naar
man mister sin medfødte Naturgave: Evnen til øjeblikkelig at
kunne skelne Ven fra Fjende, slette Mennesker fra gode, stærke
fra svage. Mennesket er jo Skabelsens Krone, Summen af den
hele Udvikling. Skulde det da ikke fremdeles have noget af alt
det, baade ondt og godt, som har karakteriseret dets urhistoriske
Forfædre indenfor Dyreverdenen og f. Eks. endnu have nogle
Rester af den Sjælsevne, som jo endog de lavere Dyr ejer, og
som straks i første Nu lader dem ane en Fjendes Tilstedeværelse?
Dumme Dyr, siger jeg! Livet er ikke bare en plat
Forstands-proces, som du bilder dig ind, — i det mindste ikke endnu! —
Se nu f. Eks. paa „Hesten" der", vedblev Marck. „Han spanker
rigtig omkring og tager sig ud her ved saaledes at gaa paa Græs.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
