Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - April - Karl A. Tavaststjerna: En Impressionist
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
En Impressionist.
289
glade Venner, hvad der for ham ejede en Tillokkelse, der ligesom
voksede, jo strengere Lægen forbød det.
Lykkeligvis tilhørte Marck en rig og anset adelig Familie,
saa at han ikke behøvede at foruroliges af Pengesorger.
Under hele sin Sygdom var han uimodstaaelig morsom at
høre paa, munter og vittig, og slåp han ikke ud til Vennerne,
kom de til ham. Men saa prægtig en Kammerat han end
var, kendte ingen ham rigtig til Bunds; hans drastiske Lune
gjorde en elegisk Selvbekendelse aldeles umulig. Det var maaske,
naar alt kom til alt, kun den uhelbredelige Melankolikers
overgivne Livsglæde, der gav sig Luft hos ham, fordi han saaledes
bedst skjulte sine egne tunge Tanker. Det var min stille Tro
om ham.
Oppe i hans Ungkarlelejlighed, ved Alexandergaden,
samledes Kammeraterne ofte for at hjælpe ham med at faa de lange
Rekonvalescenstimer til at gaa — han var altid Rekonvalescent,
saa længe jeg kendte ham — men som oftest var det ham, der
underholdt os. Han slæbte sig hen til Pianoet, og, havde han
ikke lavet en ny Vise siden sidst, sang han løs paa de gamle,
saa Pigerne standsede Arbejdet nede i Gaarden, kiggede op til
Vinduerne og leende spurgte hverandre, hvem den glade Student
var, der saaledes gav Gratiskoncert for alle Gaardens Beboere.
Og naar de saa tilfældig senere engang mødte en indpakket,
foroverbøjet Skikkelse, der med Møje slæbte sig frem til den ventende
Droske, vilde ingen af dem tro, at det var ham, der sang de
kaade Viser med saa frisk og ungdommeligt Liv.
Naturligvis fandtes der dem blandt Mareks Bekendte, der
trak paa Smilebaandet med en vis Ringeagt, naar Talen kom paa
ham; men det var Mennesker, der mest dømte efter Bysladderen,
og ikke efter virkeligt Kendskab til ham; forinden han blev syg
havde han nemlig givet Stof til adskillige Historier.
Dertil kom Mareks mere end udfordrende Holdning overfor
alle, som ikke vandt Naade for hans Øjne ved første Møde, —
og de var ikke faa. Traf han dem senere, behandlede han dem
aldeles som Luft, de eksisterede absolut ikke for ham; selv den
mindst udviklede Selvfølelse maatte berøres højst ubehageligt af
denne komplette Ligegyldighed.
Men overfor sine Venner var han, som sagt, en helt
anden. Der var hans Venskab og Elskværdighed lige saa udsøgt
som hans Antipati overfor de andre. Et ubetydeligt Tilsagn,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
