Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - April - Karl A. Tavaststjerna: En Impressionist
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
294
En Impressionist.
— for at se at komme mig. — Derfor vilde jeg tage Afsked med
jer, for vi ses maaske ikke saa snart igen."
„Aa! kom nu ikke med de Historier! Den Rejse er neppe
saa afgjort!"
„Ikke det!" raabte Marck, og holdt en Veksel paa en
Wiener-Bank frem til almindelig Besigtigelse, „plejer jeg at fare
med Løgn?"
Stor og stille Overraskelse.
„Hvorfor har du ikke før sagt et eneste Ord om dette til
nogen af os?"
„Har jeg ikke hele Vinteren talt om, at jeg til Foraaret
skulde syd paa? Men I tror altid, at jeg snakker hen i Vejr og
Vind, aldeles som den Gang, da jeg forudsagde Forvalterens
Skæbne."
Marck var Herre over Situationen ogr nød den af Hjertens
Lyst, liggende paa Ryggen i sin store Stol, med Vekslen mellem
de magre Fingre.
„Jaja da! men lad os nu komme ud", begyndte
Oppositionen igen efter en Pavse.
„Jeg kan ikke! Jeg kan da ikke raabe om Hjælp ud ad
Vinduet!"
„Du har vel en Nøgle til!"
„Nej. Men dersom I vil love at spise til Middag med mig,
saa skal jeg svinge min Tryllestav, saa at Døren aabner sig.
Men ingen vilde give efter. De mest ihærdige søgte at
bryde Døren op, og da det ikke gik, gennemsøgte de hver Krog
i Stuen efter en anden Nøgle, men til ingen Nytte. Og i Gaarden
lod intet Menneske sig se. Stemningen stod paa lummer Hede
med Torden i det fjærne. Den eneste, som syntes upaavirket af
Elektriciteten i Luften, var Marck selv. Hans Minespil røbede
tvært imod stigende Lystighed, og til sidst brast det ud af ham:
„Hør nu, I gamle! hvad ligner det at blive gnavne,
fordi jeg gerne vil have jer med til min lille Afskedsmiddag?
Jeg kan jo love, at jeg vil gaa hjem igen, saa snart Kaffen er
drukket. Er det saa godt? Saa har I da ikke noget paa
jeres Samvittighed. Det vil netop gøre mig godt at komme
lidt ud."
Man begyndte at kapitulere. Vor ældste Ven, Doktoren,
gjorde smaa Tilløb til Forsoning, men Marck erklærede, at lian
ikke lod nogen slippe ud, før alle som en havde lovet at tage
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
