Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - April - Vald. Vedel: Romaner. II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Romaner.
321
Bogens ejendommelige Skønhed er afvunden denne dens
Situering. Tonen er stemt saa fint: den ret skyløse
Drengeforelskelse, Officerernes harmløse Kammeratliv, selve de bløde,
blaanende Sommernætter, mættede af sød Kløverduft og dræende
Rug — satte op som Forgrund mod Kanonskuddene, der drøner
ovre fra Sundeved, og op imod Danmarks Skæbne, der i disse
Sommerdages Vaabenhvile forblødte under Venten paa Hjælp. Alt,
hvad Livet ejer af ungt og frejdigt og letsindigt, er kaldt op for
at besværge en tung og haabløs Sorg — og lægges nu som Blomster
paa en Baare: den 18-aariges uskyldige Elskov, der modner ham
til Manddom og Levelyst, Løjtnant v. Kadens lapsede Heine-Spot,
Officerernes muntre Pligtopfyldelse, der blot vil falde med Hæder
paa deres Post, endelig de altid gemytlige Jensers seje Trofasthed.
Og der er intet Spor af Retorik, intet Stænk af Sentimentalitet:
Alvoren skyr Fraserne, kun enkelte, ligefremme Ord kommer
den paa Læben, og Smerten er saa kysk og beskeden, som den
Alsingers — der fortælles om —, hvis Gaard var brændt, og som
nu blot talte om at bygge den op igen og kun i sin nynnende
og dog kraftige Dialekt idelig gentog: „det var jo min Fødegaard"
— og i de Par Ord begravede sin Sorg. Den Tone af aldrig
klynkende Manddom og af moralsk Disciplin, som er klædeligst for
en Officer, er Bogens store Tiltrækning. Den bærer Vidne om,
hvorledes Mennesker kan vokse under en Krig. Soldatens lille
Beretning paa Bondemaal om, hvordan han hjalp „Skrædderen"
under Erobringen af Als, er et sanddru Æresminde over „den
danske Landsoldat", og Brevene hjem til Kæresten fra den unge
Løjtnant, der faldt ved Dybbøl, træffer med deres uforknytte og
pralfri Ungdom den smukkeste Helletone. Man høre Sætninger
som disse: „Aa — hvorfor sprænger vi ikke denne Mur af Jord
og Jærn og Ild? — Hvorfor ligger vi her uden at handle: Der er
som et tilbagetrængt Skrig i os alle sammen efter at komme ud —
ud i det brede, vide Land foran os ... Lille Marie! Er du endnu
bange for mig? Vær kun rolig og stille; ti atter og atter siger jeg,
at du har intet at frygte. Jeg føler det paa mig selv, at jeg
kommer intet til; — saa sund og stærk, jeg er, føler jeg mig, som
skulde jeg leve evigt og ikke forgaa ... Ja! nu er det kommet,
dette Had, denne Lyst til at dræbe, til at faa fat i dem, som
stadig og altid søger at knuse os ..."
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
