Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - April - Vilh. Møller: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Teatrene.
339
til som en Bedemand. Det siger hun ogsaa selv: „Han har et Ansigt
og en Mine ligesom en, der har faaet Laudabilem til Attestats, og gaar
paa Gaden saa modest og sædelig, som han skulde følge Lig*. Altsaa
udmærker Peder Eriksen sig ved denne salvelsesfulde Ydmyghed, denne
selvfølende Bekymrethed, hvorom man ogsaa nu til Dags ved, at* naar
den drypper paa Præsten, regner den gerne paa baade Degn og
Bedemand. Fremdeles skal Hr. Eriksen „stedse svinge med den højre
Haand og brav svælge Ordene ned11. Rahbek syntes, at den Anvisning
var svær at tyde. Men at „svinge" med Haanden betyder naturligvis:
at slaa ud med den, værdigt og affabelt. Og at svælge (o: synke)
Ordene, — ja prøv blot at skyde Strubehovedet fremad med idelige
Smaabevægelser, som om De sank noget med lidt Besvær: og De
har øjeblikkelig en vis „gejstlig" Maade at tale paa. Den er ikke
forsvunden endnu; man kan den Dag i Dag beundre den hos visse
danske Biedermänner, naar de overfaldes af retfærdig Rørelse over deres
egne velsindede Fraser.
Saaledes fører da velmeriteret Bogholder Peder Eriksen sig. Men
Hr. Poulsen havde forstaaet det anderledes. Han præsenterede en
Karikatur af saadan en over-forlegen, smiskende, stadig med halvaaben
Mund læspende og af Undseelse sig evigt vridende Laps, som man nu
og da kan se paa et Teater, men som man aldrig har truffet noget
tilsvarende til i det virkelige Liv. Og han gjorde sin højre Arm til en
Slags forlænget, ledeløs Luffe: med hvilken Luffe Karikaturen saa i
det uendelige dinglede og daskede sig foran paa Maven, omtrent som
Køerne ude paa Marken om Sommeren uafbrudt svanser med Halen
for at jage Fluer bort. Alt dette bragte Publikum i vild Latter og
Applaus. Dog de, der herudi som i mere holder sig til Holberg, sad
med stramme Miner. Ti sagde ikke Holberg, at „det vel er fornøden
at outrere Gharactérerne, men dog saaledes, at man ikke af en latterlig
Heros giør en gall Mand", det vil sige: slet intet Menneske? Og
forklarede ikke Holberg, hvorfor Komedien overalt bør „ ikkun forestille en
Lyde med sin rette (o: Naturens) Farve"? ti kun da „underviser og
forlyster den tillige". Det er netop, hvad der skiller den komiske
Skuespiller fra Klovnen: at han ikke blot vækker Latter, men at han tillige
bringer os til at se tydeligere, at han „underviser" os om vor egen eller andres
Naragtighed. Derfor maa Naragtigheden gengives naturtro paa Scenen;
den maa vises os som gennem et Glas, der vel forstørrer, men ikke
forvansker og forvrænger. Hver Gang overhovedet Skuespillere diverterer
Dem med Fysiognomier, Betoninger, Gestus osv., der ikke minder Dem,
tydeligt eller dunkelt, om Ansigter, Bevægelser, Tonefald, som De har
set og hørt paa Deres Vej gennem Livet, saa døm De roligt: at hvad
saa end dette kan være, — god Komedie er det i alt Fald ikke. Deres
Aand bringer den Aften nøjagtigt lige saa mange ny Værdier hjem med fra
Teatret, som Deres Lomme vilde gøre, om De kom hjem med en
Anvisning paa en Skat et Steds i Maanen ....
Blev der nu saaledes ikke ydet virkelig god Skuespilkunst i
det eneste gamle danske Stykke, som opførtes, saa skal man endelig
ikke prise sig af, at man flk den bedre i de tre danske Nyheder. I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
