Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - April - Vilh. Møller: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Teatrene.
341
sige, at mod dette stadig københavnske ståk nu og da lidt underligt af
visse Gestus, som enten overhovedet ikke syntes naturlige, eller som
ikke syntes naturlige hos en Nordbo. Man havde fulgt den franske
Mise-en-scene’s Anvisninger for omhyggeligt. Man havde glemt, hvor det
behøvedes, at oversætte dens mimiske Tegnsprog paa godt Dansk, at
lokalisere det.
Den moderne Pantomime skyr al den konventionelle og
meningsløse Balletdans og alle Attituder og Poser og Tableauer. Den fører
Hverdagslivets mimiske Tale og tydeliggør yderligere Figurernes Tanker
og Stemninger gennem en skarpt karakteriserende Musik. Den virker paa
os lige saa kraftigt som et „rigtigt" Teaterstykke, fremkalder Latter her
og Taarer hist. Og dog har den næppe en stor Fremtid for sig. Ti
man tirres alligevel til sidst en Smule af de optrædendes evige Stumhed; det
føles som noget urimeligt, at der tales slet ikke. Størst Betydning vilde
den kunne faa, om den en Dag ligesom smeltede sammen med og hjalp
til at omskabe det reciterende Skuespil. Ja for i dette tales der aabenbart
endnu meget for meget. Dets Repliker skiller sig jo ud fra hverandre
som smaa selvstændige Prædikener, og hager sig paa den anden Side
sammen som Svar og Spørgsmaal i en udenad lært Skole-Remse. Hvert
Øjeblik træder de fladt i sejge Ord alt det flygtige, som i Livet antydes
gennem et Smil, affærdiges med en Gestus, loves med et Blik. Eller
tænk paa de saakaldte Monologer, i hvilke et Menneske maa tolke vidt
og bredt, i klare, velformede Sætninger, hvad der kun rører sig utydeligt
paa Bunden af hans Sind: Sjælens Clair-obscur gengivet som skingert
Dagslys! Overalt vilde man kunne naa nærmere op mod det store
Forbillede, Livet, hvis man gav det stumme Spil større Raaderum paa
Teatret. Det gælder blot om at indse, at et er at skrive for et
Teater-pubb’kum, et andet at skrive for et Læsepublikum, og at den, der vil
erobre helt det første, burde paa Forhaand bestemme sig for
undertiden at renoncere paa det sidste. Forstaar en Digter en skønne Dag
det, saa vil maaske den moderne Pantomime lede ham paa Vej til
at skabe hint „ny" Drama, som saa mange længes efter, og hvem
Fremtiden er forbeholdt.
Det vilde være til Held for Skuespilkunsten, om der kom
saadant et Drama. De, der er Skuespillere, vilde blive satte bedre paa deres
rette Plads; og til dem, der vil til Scenen, vilde der blive stillet
rigtigere Krav end nu. Allerede de gamle Romantikere, med Tieck i
Spidsen, forstod, at der trængtes til en Art Fluesmække over for den
Hob selvkaldede, som paa Teatret feterer sig og feteres som udvalgte.
Romantikerne vilde have dçn improviserende Komedie genindført, fordi
man maa være intelligent for at kunne improvisere hurtigt og morsomt.
Men de bankede paa en fejl Dør; de bildte sig ind, at de søgte om
Skuespiller-Intelligens, og saa søgte de dog blot om Forfatter-Intelligens.
Man kan jo nemlig være faamælt og lidet slagfærdig i en Diskussion, og
alligevel være en Michael Wiehe! Der er rimeligere Udsigt til at finde den
Art Begavelse, det kommer an paa, hvis man spørger om en
Gestikulation, et Minespil og et Blik, der kan tale lige saa fint og til Nød endnu
mere overbevisende end nogen Stemme. Saaledes fik man maaske ogsaa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
