Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Maj - Vilh. Møller: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Teatrene.
409
Erasmus Montanus ? Hvorfor ikke ligesaa gerne „Othello* eller „Werther"?
Det ene vilde ikke have forbavset mere end det andet, — i den Grad
havde de foregaaende Optrin været uden dramatisk Paavisning af
noget Erasmus Montanus-agtigt!
Men Stykket var saa ægte schandorplisk: udsprunget af megen literær
Dannelse, en Del opsamlet Iagttagelse, et bredt og harmløst Lune! Gennem
alle dets Scener syntes man at høre som et Ekko af de Ord, hvormed
en af Intriganterne trøster sig selv og Andenmand: „Jeg skal nok sørge
for, at det hele ender i Vrøvl og til Grin for Menigheden*. — Saadant
et Ekko kyser mange Indvendinger i Skammekrogen.
Blandt de spillende var Hr. Mantzius god som en utilladelig
indskrænket Hofjægermester: uden Overdrivelse, pæn og strunk, passende
militaristisk og sanselig entreprenant! Men det er som sagt lette Sejre,
disse, hvor Skuespilleren kun har at fremstille Figurer med faa og smaa
Sindsbevægelser; de store Slag vindes ikke „paa en Tallerken". Og
Fru Sinding ydede noget kønt som den ærligt forelskede Kirstine.
Hun havde fuldstændig ladet ligge alt det bondske, det
højskole-elevagtige hos Jfr. Kirstine; hun ikke engang forsøgte at gøre Figuren til en
Figur for sig. Men hun fandt paalidelige Udtryk for saadan en
Kærligheds-Beklemthed, som udi al Almindelighed jævne og stilfærdige og
brave Kvinder kan lide under. Resten af Spillet var rutinemæssigt
Teater-Arbejde. Det underholdt Folk, men det overbeviste ikke; det
forklarede intet om Stykkets Mennesker, lærte ingen, hvorledes de følte og
tænkte og inderst inde var. Hr. Emil Poulsen spillede den før nævnte
Provst. Maske og Minespil gav et let Indtryk af det faarede; Diktionen
havde et Anstrøg af den konventionelle Teater-Præstesalvelse; endelig
markeredes det en enkelt Gang, at Provsten var endnu ældre og
affældigere, end han lod. Det var alt. Var saa dermed virkelig Digterens
Mening naaet? eller var der naaet noget værdifuldt? Man synes i Rollen
at kunne finde Træk til et interessantere og menneskeligere Fysiognomi.
Denne Provst lader til at skulle være en begavet, fint dannet Mand, men
som blot er stagneret uden at ane det; han lader til at skulle være en
Student i den smukkeste, den Hostrupske Betydning, men som blot har
glemt, at Studenterhuen klæder pudsigt til en gammel Mands Hoved;
han lader endelig til at være en poesifyldt Natur, men som blot har en
Del ondt ved at se Virkeligheden undtagen gennem „Poesiens Glar". En
af de bedste altsaa fra en svunden Tid, betragtet halvt ærbødigt og halvt
smilende af en yngre Slægt, der tror sig bedre, fordi den er anderledes!
Fru Oda Nielsen var lige saa ubetydelig som den fordums
Guvernante og nuværende Provstefrue. Det fik endda at være, at man slet
ikke sporede det aparte Mærke, som baade Guvernante- og
Præstefrue-Stillingen plejer at paatrykke Damer: med Stands-Præget hos en Figur kan
det gaa i den sceniske Fremstilling, som det vil, naar blot Figurens
Karakter bliver tydeliggjort. Men blev den det? Stykkets Frue har for
nogen Tid siden giftet sig med Provsten, fordi han var, hvad tankeløse
Mennesker anser for et godt Parti; hun har imidlertid øjeblikkelig
omdigtet Forholdet til, at hun tog ham for Sjælefredens Skyld, for at
hendes Sjæl kunde finde Hvile. Nu lokker hun til sig en Mand, i hvem
27* ^
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
