Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Maj - Vilh. Møller: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
412
Teatrene.
haft sin Tid. Der er ingen Anledning til at tabe Næse og Mund over
det længer, mindst maaske i Danmark, hvor Folkekarakteren forliges saa
daarligt med det.
Men selv de, der kalder „Fiesco" et Mesterværk, maa da vel
indrømme, at, for at Stykket fra Scenen skal kunne gøre et stort Indtryk,
maa det spilles stort. Titelrollens Fremstiller maa ikke se ud som et
ualmindeligt Menneske. Denne Fiesco, der suverænt staar over alle,
og for hvem alle bøjer sig, han maa have et Ansigt, der er
ligesom gennemtrukket med Intelligens, „beaandet"; og der maa
være i hans Blik baade „Sværd og Flamme", sammen med den
uimod-staaeligste Elskværdighed. En Michael Wiehe, en Kainz i hans bedste Dage
vilde maaske have kunnet spille Rollen. Hr. Martinius Nielsen
derimod kunde umuligt gøre det. Hvad hjalp det vel, om han havde
forstaaet Figuren, og om han endda, til Overflod, havde studeret
Napoleons Historie for at forstaa den bedre endnu? Man kommer ikke
til at ligne Napoleon, fordi man læser om ham. Hr. Nielsen har en
Gang for alle et Ansigt og et Blik, der siger saa meget meget mindre,
end hvad det her galdt om at faa sagt. Og hans talrige Draperinger og
Afdraperinger for at vise sin Figur, hans statuariske Poser, hans
slange-agtige Vridninger, hans smagløst gribende Kast med Armen nedenfra
opefter, — det alt sammen, saa godt som hans gurglende Replik-Udtale i
vemodsfulde Øjeblikke, snarere forstærkede end svækkede Følelsen hos
Tilskuerne af, hvor meget der fattedes. Den Schillerske Tragedies
ßeundrere maa være gaaede hjem fra Forestillingen, ganske som de kom.
De maa have trøstet sig med, at Tragedien var dog „et dejligt Stykke4.
Men om dette Udbrud har en stor Skuespiller og en stor
Teaterleder , F. L. Schrøder, lejlighedsvis sagt et Par gyldne Ord: „Ve
Skuespillerne, hvis Tilskuerne ikke forlader Teatret tavse, med Taarer i
Øjnene eller Smil om Munden, men siger højt: Det var virkelig et
dejligt Stykke! Saa har Tilskuerne nemlig bare været i et Læseselskab*,
ßet er netop Sagen. Des værre er der den Dag i Dag mange, som tror,
at Teatre og Læseselskaber er et og det samme, og at et Teater
har ydet det højeste, naar det har fungeret som et ganske net ledet
Læseselskab.
— — Saa var der endnu kun en delvis og interesseløs Reprise
af Eventyr i Rosenborg Have paa det kgl. Teater samt Opførelsen af et
noget melodramatisk ungarsk Skuespil, Proletarer, paa Dagmarteatret.
Jo, det er sandt: der var ogsaa paa det kgl. Teater Fremstillingen af
en modern Pantomime, Statuen.
Der blev i den sidste Teater-Oversigt givet nogle Antydninger
om, at den moderne Pantomime muligvis kunde hjælpe det reciterende
Skuespil til en ny og lykkeligere Form. Opera-Komponisterne har
allerede længe taget det pantomimiske til Hjælp; bl. a. havde jo en saa
lykkelig Reformator som Rich. Wagner oprindelig ment at burde indskyde
en endog meget stor, alvorlig Pantomime i sin „Rienzi". Hvorfor skulde
nu ikke Skuespilforfatterne en skøn Dage kunne bringes til at besinde sig
paa, om der her ikke ogsaa for dem var noget at benytte? Og da
Forfattere saa lidt som andre lærer af noget, uden „de faar det ind
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
