Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Juni—Juli - G. Brandes: Det ny Testamentes Forhold til det gamle
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
428 Det nye Testamentes Forhold til det gamle.
flygtede af Angest for, elendig som han saa ud, at blive ført i
Fængsel. Men Faderen, som sad paa sin Trone, genkendte sin
Søn og lod ham gribe af sine Løbere. Og næppe greben faldt
Sønnen i Afmagt; thi han tænkte: Det er Bødlerne, som griber
mig. Da sendte den rige til sin fattige Søn Enøjede, Krøblinge,
Elendige, til hvem han havde sagt: Fæster ham i min Tjeneste.
Og han selv sagde til ham: Det Sted, hvor man henkaster Skarnet
fra mit Hus, er stinkende og fælt; arbejd paa at rense det, jeg
giver dig dobbelt Løn. Og Sønnen rensede Stedet og boede i en
Straahytte nær derved. Men Faderen iagttog ham stadigt gennem
Vinduerne eller gennem et Kighul, og en Dag gik han ned til
ham i fattige Klæder og skændte paa ham og sagde: Du gør ikke
din Gerning. Men derefter aabnede han ham sin Favn og sagde:
Jo, du gør din Gerning. Du er visselig min Søn; der er ingen
Tvivl. Paa denne Maade lod han ham lidt efter lidt faa Indpas
i sit Hus og anvendte ham i sin Tjeneste og indgød ham Tillid.
Men den fattige tænkte hverken paa Guldet eller Perlerne eller
nogen af de andre Rigdomme, som Faderen skjulte i sit Hus.
Den rige sagde da til sig selv: Min Søn er naaet til at tænke
ædelt, og han skænkede ham al sin Ejendom uden Undtagelse.
Saaledes oppebier Verdens Lærer, han, som eksisterer ved sig selv,
det passende Øjeblik; han siger ikke sin sande Mening straks,
fordi han prøver os først. Han siger til os: Betving I først eders
elendige Tilbøjeligheder, og han giver sine Goder til den, der har
betvunget dem. —
Der er heri noget, som minder om Aanden i den kristelige
Parabel.
I Fabelens Bygning om end ikke i dens Aand staar
følgende lille sindbilledlige Historie Evangeliets Parabler ret nær.
Der er spurgt, hvorfor Tathågata (Buddha) forlader Jorden
og lader Menneskene tro paa sin fuldstændige Forsvinden, skønt
han ikke endnu helt er indtraadt i Nirvåna:
Det er, o Søn, som var der en kyndig Læge, vant til at
behandle enhver Art Sygdom. Han havde en Mængde Børn, og
medens han var borte paa en Rejse, blev alle disse Børn syge af
en giftig Drik og rullede sig i Smerter paa Jorden. Lægen, deres
Fader, vendte hjem, og alle anraabte de ham om at befri dem
fra Giften. Men nogle af disse Børn havde urigtige Begreber,
andre tænkte sundt. Lægen beredte da et stærkt Lægemiddel, som
havde Farve, Lugt og Smag, og sagde: Drik, mine Børn, og I vil
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
