Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Juni—Juli - Viggo Stuckenberg: Valravn
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Valravn.
433
Kun det ene finder jeg, at for et Øjeblik siden stod jeg
vaagen og iskold uden for Entredøren og satte forsigtig som en
Tyv Nøglen i Laasen, angest for den Stilhed, jeg vidste her inde, —
jeg blev staaende i Entreen og saa paa den lange, tomme
Knagerække, hvor hendes Tøj endnu i Morges hang, og saa paa den
nøgne, blaa Væg under Knagerækkens brune Træbælte, forbløffet,
som havde jeg aldrig vidst, hvor den Væg var kold og grel, —
blev staaende i vanvittigt Haab om, at Stilheden skulde brydes, i
fortvivlet Tro paa, at det var Blændværk, at de lukkede Døre
førte ind til Mørke og Kulde og Tomhed, — stod der, mens mit
Hjerte i vild Modstand, i tryglende Tro paa det umulige skreg
paa hende, som jeg ved borte for mig–
Og jeg tog i Døren ind til mit Værelse, og Laasens svage
Knirk og mine Trin over Gulvet, og Svovlstikken, jeg strøg, hver
Lyd, jeg vakte, sagde mig koldt og kort det ene samme,
Hemmeligbeden, som stirrer mig i Møde fra alle Kroge og siver her ind fra
de mørke Stuer og ser dødstille paa mig, vækket af mine Øjnes
Kalden.
Og som jeg staar her ved Skrivebordet, breder der sig i
mig en sløv Angest for atter at vække dette Værelses Liv og høre
dets Hjerteslag i hver kendt Lyd. Jeg tør ikke røre mig, angest
for at høre det tale som et troskyldigt Barn om det, som er forbi...
... til en langsomt vaagnende Vilje faar mig til at vende mig
og se hen paa Sofaen, hvor hun sad i Morges, da jeg gik. Det
lille Billede, der hænger lavt over Sofaens Ryg, — Kvindehovedet,
som han har tegnet, — er skudt skævt paa sit Søm, skubbet
skævt af hendes Nakke, mens hun har siddet og stirret frem for
sig og for sidste Gang har samlet i sin Tanke det, der var hendes
eneste Vilje. Og det slaar mig med Ufattelighedens Stivnen, hvor
den Plads der i Sofaen er gabende tom, og jeg ser for mig hendes
blonde, bøjede Hoved, hendes blege, sørgmodige Profil, hendes
slanke Skuldre, den blaa Morgenkjole om hendes spinkle Skikkelse,
der bøjer sig ned over Sytøjet, saa hendes Øjne ikke ser mig — og
al hendes Sjæls Sørgmod strømmer imod mig–
Hendes Sjæl, der aander saa tæt under det lette Legemes
Hud, at den skælver mig i Møde fra hver Bevægelse, hun gør,
og taler til mig fra hver Linie i hendes Legeme, taler om alt det,
hendes Mund tier med, og som dybt i hendes Øjne trygler for
Uvet, naar hun løfter Hovedet og hastigt ser hen paa mig som
29*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
