Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Juni—Juli - Viggo Stuckenberg: Valravn
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
436
Vftlravn.
Længsel, der svider mit Hjerte og jager mig op, løfter mine Arme
og knytter mine Hænder som for at holde fast, knuge og holde
fast for bestandig–
Jeg staar foran Kakkelovnen og aabner den øverste Dør.
Dernede i Ovnen, bredt over de røde Gløder, ligger som en tynd,
buklet Aske hendes Brev. Det ligger der endnu, som jeg lagde
det paa Ilden i Eftermiddags, men det er sunket ned til Bunden
med Gløderne. Jeg staar og ser paa det, som kunde jeg løfte, det
op af Ilden og aande det helt igen, holde det i min Haand, gemme
det, bevare det, hver Dag se de Ord, der for sidste Gang nævnede
mig ved Navn med hendes Stemme–
Men den tynde Aske krummer sig sammen for Trækken i
Ovnen og brister over Gløderne —
forbi og endt–
Som en hed Kilde tælder op i mig Bevidstheden om alt
det, der var mit–
og Mindets blege Spøgelsehænder lukker sig om min Sjæl.
Jeg sidder i Sofaen og ser gennem den aabne Dør ind i
den mørke Dagligstue, ind paa Maaneskinnet i den hvide
Vindueskarm. Der er stille derinde som her, hvor jeg sidder. Gennem
et tyndt Mørke ser jeg ind paa Vinduet, hvis krydsede Rammer
samler i store Firkanter den sølvgraa Maanenat derude.
Min Hjerne arbejder bestandig.
Der er lyst som en Sommernat ude bag det hvide Vindue.
Og idelig og idelig kreser mine Tanker om det blege Skær
derinde, ... det er som en Pine, jeg ikke kan stanse–
... til jeg ser hende sidde ved Vinduet, som hun sad der
den Sommernat for to Aar siden, mens her var stille som nu, de
lyse Nætters gennemsigtige Tavshed.
Hun sad derinde med Ryggen til mig og støttede Albuerne
mod Karmen, bøjet frem imod Ruden og med Hovedet hvilende
i bægge Hænder. Ned over hendes Nakke og Skuldre lyste svagt
Skæret fra Himlen og spandt om bægge hendes Tindinger et
fint-speget Pur af Haar, og fra Vinduet strømmede en mat Sølvglans
ind over Stuens Møbler og graanede alle Farver under sin blege
Hinde og slørede i en Em af Skumring Kanter og Hjørner, der
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
