- Project Runeberg -  Tilskueren / Aarg. 10 (1893) /
439

(1884-1939)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Juni—Juli - Viggo Stuckenberg: Valravn

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

Valravn.

439

Hun sad lidt uden at svare og flettede Fingrene sammen,
saa Ledene knagede.

— Ja — værre end keder mig! sagde hun koldt.

Jeg standsede et Øjeblik og saa hurtigt hen paa hende. Saa
gik jeg gennem den aabne Dør ind paa mit Værelse og lukkede
langsomt efter mig.

Jeg er træt og kan ikke sove, mit Legeme er træt og al
Bevægelse i min Sjæl er standset. Jeg har lænet mig tilbage i
Sofaen og sidder og ser ind paa Maaneskinnet.

Jeg er som to Personer. I mit Hjerte vaagner mine Minder
og vikler sig fri og glider imod mig og forbi mig som Taager
over et Vandspejl, og jeg følger mine egne Tanker som den, der
ude fra Vejen ser ind i en stille Have, hvor et Menneske gaar og
pusler og graver uforstyrret, bøjet mod Jorden.

. . . Sommernatten igennem sad jeg ved mit Skrivebord og
læste og skrev. Da jeg saa op, stod Dagningens blaa Luft bag
de duggede* Ruder, og jeg hørte de vaagnende Fugle pippe
udenfor i Morgenstilheden.

Og skønt Timer var gaaede og Natten leden, siden jeg i
Vrede var gaaet og havde ladet hende, som jeg elskede, ene uden
Godnat, sad jeg vaagen under Mindet og havde pint mig kun faa
Sider frem gennem Sanskritvers og Noter, — jeg huskede intet af
det, jeg havde læst. Jeg vidste kun, at min Vrede langsomt var
brændt sammen, til den laa som en hed Aske i min Sjæl og
martrede mig som den, der havde været opfarende og ond og
haft Uret, og min Brøde var vokset, mens Angeren skruede mine
Tanker paa Pinebænk. Ikke et Øjeblik havde hun været mig af
Sinde, og for hver Note, jeg havde skrevet ned, havde min Længsel
drevet mig mod at rejse mig og gaa ind i Sovekammeret for at
kysse de Øjne, jeg vidste havde grædt, og for at trygle mig den
Tilgivelse til, der stod for mig som den eneste Vej, der førte ind
til Dagen i Morgen.

Men hver Gang blev jeg siddende og saa paa hendes
Billede, der stod foran mig paa Skrivebordet, saa paa hendes
blonde, knejsende Profil, hvis Blik ikke søgte mit. En Vægt i mit
Hjerte tyngede min Vilje og holdt mig tilbage. Jeg følte mig

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Dec 12 03:40:59 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/tilskueren/1893/0445.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free