Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Juni—Juli - Viggo Stuckenberg: Valravn
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
446
Vftlravn.
af Brændingen høres op over den hvide Sandvej, der fører fra
Stranden lige op mod Gavlen.
— Hørte du det ikke i Aftes, da vi kom? spørger hun.
— Havet, svarer jeg og ryster paa Hovedet.
— Jo, jeg hørte det i Mørket, siger hun.
— Er du glad nu? spørger jeg og lægger min Arm om
hendes Liv og ser hende ind i Øjnene.
Hun svarer mig med et ømt, sørgmodigt: Du! der lyder
som den kæreste Tak. Saa skyder hun lempeligt sin Arm hort
— Jeg vil ligge lidt og høre paa det, mens du klæder dig
paa, siger hun og ser langt ud over det flimrende Hav og gaar
tilbage til Sengen og lægger sig stille og ser op i Loftet.
Ind gennem de aabne Vinduer stiger pludselig en hæs
Anderabben, der i vraltende Takt bæres forbi nede under Gavlen,
til den bliver borte inde mellem Kroens Længer. Og atter summer
Strandens dybe Brus, og de hvide Gardiner vifter frem og tilbage.
Jeg klæder mig ganske sindigt paa, og da jeg langt om
længe er færdig, gaar jeg hen til Hedvig og kysser hende.
Saa gaar jeg hen og aabner Døren. Men før jeg lukker
den efter mig, vender jeg mig halvt mod hende.
— Staa snart op og kom ned til mig, beder jeg.
Saa gaar jeg.
Jeg kommer ned ad en knirkende Loftstrappe og ud foran
Gavlen, ud paa Vejen, og gaar i Sol ned mod Stranden. Mine
Sko synker i det hvide Sand for hvert Skridt, jeg tager, og Solen
brænder lunt gennem min hvide Sommerdragt. Inde langs Vejens
Sider højner låve Sandtuer sig, overvoksede med stift, struttende
Marehalm. De lange, slanke Blade staar blaalige og blanke i
Solskinnet, og inde bag Sandtuerne til bægge Sider lyser Dagen
mellem straatækte Fiskerhytter, hvis Døre staar aabne i
Morgenstilheden, og der driver en svag Lugt omkring mig af Salt og
Tang og soltørret Fisk.
Saa munder Vejen ud mellem en lang Række gule Klitter,
og jeg staar paa den flade, faste Strand. Op over en Bund af
vaade Rullesten krummer den lette Brænding sin glatte,
gennemsigtige Bølgeryg og skyder sine Skumperler ind over det sugende
Sand. Foran mig breder sig ud mod Horisonten det blaa,
blinkende Hav aabent og nøgent og med en eneste Skonnert langt
ude som et fjernt Taagerids midt i Solflimmeren.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
