Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Juni—Juli - Viggo Stuckenberg: Valravn
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Valravn.
449
Vi bliver ved at gaa, ene med Maagerne og den saltfriske
Vind og Havstokkens lange Række evin3eligt trillende Skumperler,
— bliver ved at gaa, ud forbi Fyret og ind mellem høje Klitter,
hvor hvide Sandvægge blænder i solhedet Stilhed og lukker om
os, saa vi intet ser uden Sand og Sol og oppe paa Klitternes
Rygge strittende Marehalmstuer, der tegner sig mod Himlen og
vifter stift frem og tilbage for Vinden fra Havet.
Og saa staar vi atter paa Strandens låve, aabne Sandmole.
Ind imod os kommer ude fra Horisonten det blaa,
strømmende Hav, og hen over Havet og den solvhide Strand drager
ustandselig Vinden og blafrer med Hedvigs Kjole og flytter
langsomt Dun og faldende Fjer hen over Maagefødders Spor i Sandet
og over tør Tang og tætte Flager af Rullesten.
En Tid lang bliver vi staaende tavse. Hedvig ser ud over
Havet, og jeg staar og holder paa min Straahat og følger med
Øjnene et halmgult Flaskehylster, som ligger og flakker frem og
tilbage i Havstokken.
Saa kommer der pludselig en Sø, der løber højere op end
de forrige.
— Tag dig i Agt! Nu bliver du vaad! siger jeg og ser
ned paa Hedvigs Remmesko.
Hun flytter sig paa Taaspidserne et Par smaa Skridt
baglæns og ser forsigtigt ned paa sine Fødder og vender saa atter
Øjnene mod Havet og Horisonten.
Men jeg bliver staaende og tager ikke Øjnene fra henne.
— Hvorfor ser du saadan paa mig? spørger hun pludselig
og drejer Hovedet og stryger et Par flagrende, lyse Haarlokker
bort fra Kinderne, der rødmer af Sol og af den friske Vind.
— Du skulde vide, hvor smuk du er, som du staar der!
svarer jeg. Jeg har aldrig set dig saa smuk før.
Hedvig ler.
— Nu bliver du nok galant! siger hun.
Jeg ryster paa Hovedet.
— Galant! — Det er aldrig faldet mig ind, at et Menneske
kunde se saa lykkelig ud! siger jeg.
— Lykkelig, du! svarer hun, — jeg er mere end lykkelig!
Du kan slet ikke finde Ord for, hvor glad jeg er!
— Og saa ung, bliver jeg ved, og saa knejsende — og saa
skær,–jeg bliver helt forskrækket, naar jeg tænker paa, at det
er med mig, du er gift, at jeg virkelig kender dig og tør tale til dig!
30*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
