Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Juni—Juli - Viggo Stuckenberg: Valravn
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Valravn.
431
Forbandelsen, jeg som stjal din Rigdom og bar den ind i mit
Bjærgs øde Hule–
Det pisker mod Vinduet, skarpe, kolde Snekorn. Hvert
Øjeblik slynger Blæsten en Byge af Sne mod Ruden. Skinnede
Maanen ikke før, — skinnede Maanen ikke, og jeg hørte ikke
Blæsten?
Hedvig — hvor er du i det Vejr!
Ak, du hører ikke Sneen, — du, som er lykkelig nu!
Ja, Barn, jeg tænker paa dig, — jeg sidder her langt borte
fira dig og tænker paa dig, — mærker du det, — forstyrrer det
dig, at jeg varmer min Sjæl ved din Lykke–
Hvor den Sne taler hyggeligt til mig! Den bliver ved og
ved saa trofast og ensformigt — som en god Ven, der kommer
langvejs fra.
... Og jeg kender Stemmen — denne milde Hvisken til
min Sjæl–og jeg ser for mig den flade, brune Hede.
Jeg gaar med ham langsomt igennem den blomstrende
Lyng. Det er Graavejr og stille, og Lyngen er vaad efter en hel
Dags Regn. Jagtbøssen hænger i Rem over hans brede Skulder,
og foran os traver Flirt, Hunden, med Snuden mod Lyngen febrilsk
og jagtsyg. Hvert Øjeblik fløjter han svagt og strammer Snoren,
saa Halsbaandets Pigge borer Spidserne i Hundens Hals.
Han er et Hoved højere end jeg, og hans brune, ternede
Dragt sidder stramt om hans store Lemmer.
— I Dag er her godt, siger han, blot nu Flirt vil holde
sig fra Narrestreger.
Langt borte foran os strækker Klitternes kullede Række
sig, og op over Klitterne rager en Barks øverste Sejl regn vaade
og mørke mod den graa Himmel.
— Jeg vilde egentlig ønske, siger jeg, at De ikke flk Deres
Lyst styret.
Han ser bestandig frem for sig med sine graa, søgende Øjne.
— Aa jo, svarer han omsider og føjer lidt efter til: De
maa ikke ønske ondt over mit Krudt.
Jeg gaar ved hans Side, og den dybe Stilhed strømmer
imod mig klam og kølig, baaren af en sagte glidende Vind, og
mit Blod hamrer i nervøs Angest for, at noget levende skal rejse
sig og et Skud splintre den graa Tavshed og bore Døden ind i
denne regnduggede Hedes ensomt aandende Sjæl.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
