Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Juni—Juli - Viggo Stuckenberg: Valravn
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Valravn.
457
Men saa ofte, du ser hen paa mig, smiler jeg til dig fra
min Krog og spinder min Elskov ind i.den blaa Sommernat, der
ude fra den mumlende Strand strømmer ind igennem det aabne
Vindue.
Og pludselig, som du taler, standser du og vrider Fingrene
fra hinanden og siger højt, mens du ser mod Bordets Plade:
— Nej, De maa hellere være ærlig og le af mig, saadan
som De vil le, naar jeg er gaaet !
Og saa læner du dig tilbage i Stolen og ser ud i
Sommernatten, træt og med et Blik, som skred dine Tanker bort over
det ensomme Hav.
Han rører sig ikke, ikke straks. Først et Øjeblik efter
vender ban sig mod Bordet og tømmer sit Glas uden at se paa dig.
— Ja siger han, De er et lykkeligt Menneske.
Hans Ord lyder som en stilfærdig Velsignelse over dig og
mig, og mine Øjne søger dine. Men du ser ikke paa mig. Du
bøjer dit Hoved og rødmer.
— Generer De Dem ved at tilstaa, at De er et lykkeligt
Menneske? spørger han, da du tier.
— Aa, svarer du og rødmer dybere og ser paa ingen af os.
— Det hænder undertiden, siger han saa, at lykkelige
Mennesker generer sig over deres egen Lykke, og det er smukt
gjort mod os andre. Jeg sad nu for en Gangs Skyld og glædede
mig over Deres.
— Og den har jeg slet ikke talt om, svarer du og fletter
atter dine Fingre og ser hen paa mig med to Øjne, der beder
forlegent om Hjælp.
— Hvad var det da, De sad og sagde om mine stakkels
graa Billeder, spørger han og fylder sit Glas paa ny. De var
triste og modløse imod det Solskin, der var i Dem.
— Nej, siger du, nej det var ikke det. Det var ikke om
mig selv jeg talte. Aa, men jeg synes blot, at der er mange flere
Farver til end dem, De maler.
Han tier atter en Tid lang og sidder og ryger og følger
Røgen med sine graa, langsomt blinkende Øjne.
— Men naar man nu ingen Tro har til de Farver, siger
han omsider, og naar de ingen Glæde vækker hos en.
— Det mener De ikke, svarer du og bliver igen forlegen.
Jeg sidder og længes, naar jeg ser paa Deres Billeder, og jeg
kan ikke lade være at se paa dem, for jeg synes, at Solen plud-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
