Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Juni—Juli - Viggo Stuckenberg: Valravn
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
460
Vftlravn.
Stilhed. Men kun et Sekund ser jeg de gule Punkter, saa fyldes
mine Øjne af Gulvets gabende Tomhed, der som et tavst Blik
stirrer mig i Møde fra Mørket og fortæller mig om Trin, der
aldrig mere skal lyde.
Jeg bliver staaende i Døren. Mod Vinduet, der graaner
svagt henne bag Mørket, pisker Sneen–
Havde jeg ventet at finde dig her? — Jeg ved det ikke, — jeg
ved ingen Ting mere, — jeg ser ingen Ting for mig, jeg staar og
stirrer som en død––-
Saa farer jeg sammen for en pludselig Lyd, der bliver ved
og ved, og som mit Øre hører som i Søvne, en Lyd, der bliver
ved og kommer stødvis som Latter. Og jeg ved med det samme,
at det er Latter. Det er mig selv, der ler, — jeg staar der i den
aabne Sovekammerdør og ler.
Og ganske langsomt gaar jeg baglæns tilbage gennem
Entreen og ind paa mit Værelse og bliver et Øjeblik staaende og
ser mig forundret om–
... Ja — her har jeg boet en Gang, alt dette har været
mit en Gang ... Bøgerne... Billederne... og Tæppet paa Gulvet...
Det staar alt sammen paa den samme Plads, stille og urørt som
i et Museum ...
Alt dette i disse Stuer har været mit en Gang for Isenge,
længe siden, og ingen har været her og flyttet det . . . Jeg
fyldes af Ærefrygt og tør ikke røre mig, og mine Øjne leder for
at se mig selv gaa herinde. Jeg, som staar her, jeg har gaaet
omkring herinde og siddet derovre ved det Bord og i Sofaen der
og været lykkelig...
Men det er længe siden, meget længe siden, en
Menneskealder, et helt Liv siden ... og det var ikke mig, som staar her.
Hvor jeg har levet længe, — hvor Tiden har spilet sig ud ...
Jeg er meget gammel.
Og jeg har ingen Minder, — alt det, jeg husker, er ikke
mit ...
Jeg har sovet i en Hule af Mørke et Sted dybt ude bag
de yderste Stjerner, — men jeg har drømt uendelig meget–
Først i dette Øjeblik er jeg vaagnet — først i dette Øjeblik,
— og min Latter før var det spæde Barns første Graad–
Og alle de, som siger, de har set mig og levet med mig og
talt med mig–
Hvor Menneskene er lettroende Fantaster!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
