Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Juni—Juli - Viggo Stuckenberg: Valravn
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
m
ValraviL
... Jeg har vidst det hele’ Tiden, — siden den Dag vi rejste.
Min Sjæl frøs, da alt stod pakket sammen herinde, og det var et
Øjeblik, som lukkede en gylden Portfløj sig i mit Hjerte. Et helt
Aar igennem har jeg skjult det og lukket min Haand over
Sandheden, af Daarskab, af Fejghed, af Dødsangest.
Og da vi kom tilbage, og alt blev stillet paa Plads igen,
som det havde staaet før, og alt saa ud, som havde vi aldrig
været borte, ... da blødte mit Hjerte for den stængede Port, og
min Sjæl fødte sin Fortvivlelses Løgn, og jeg troede paa dens
Vanvid, for du var hos mig som før. Du gik her, du var her, og
du fulgte mig. Mine Øjne saa dig, og min Kærlighed, som læste
Kvalen i dine Tanker, rejste sig i min Hjerne som et jaget
Rovdyr, og mine Dage blev en Rus af Angest ...
Hvor kunde det været saa helt anderledes nu, var vi aldrig
rejste, saa uoplevet alt sammen, saa uberørt mit og dit som i de
første Aar. Men du er ikke min længer, og den Tanke, at alt
kunde været usket, øger min Sorg og piner mig dobbelt med sin
haanende Logren.
Hvis vi ikke var rejste–
Det var Skæbnen — Skæbnen–
Hvor det Ord er hult og magert og sølle! En ussel Almisse
for Krøblinge. Hvem er Skæbnen? Hvad er den? En Sten, der
pludselig stænger Vejen, en Haand, der vikler sig ud af Natten og
griber til — — Min egen Sjæl er Skæbnen, mit Inderste, mit
Hjerte, mig selv, som mine Tanker har skabt mig, mit Blod, min
egen Viljes Magt, og al min Svaghed, mit Væsen i dets
uforanderlige Enhed.
Dybest i mig selv som i dig laa det, som er sket, laa der
fra den første Dag, vi mødtes, og voksede uset og langsomt.
Og han, som tog dig fra mig, han, som var stærkere end jeg,
stærkere overfor dig og rigere og stoltere i den Lykke, han bød
dig, ... ak, Hedvig, om hans Styrke var et Barn af din egen
Sjæl–
Jamrer jeg, tror du, — tror du mig ond af Fortvivlelse,
–nej, nej, du kender ikke Hadets Kulde og Hadets Højhed!
Nu lægger du dine Hænder om hans Hoved, nu smelter
Isen om dine Kærtegn, og nu finder din Tunge de Ord, som var
døde–
Det er dig, jeg tænker paa, paa dine Hænder, som strøg
mig gennem Haaret, naar jeg var træt, og paa dine Ord, som
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
