Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Juni—Juli - Viggo Stuckenberg: Valravn
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
464
Vftlravn.
... Hvor jeg var taabelig at kalde paa dig og lede efter
dig, efter dit Legeme og dine Klæder. Min Sjæl saa dig ikke længer.
tøen der sidder et Saar i mit Hjerte, et Saar som af en
Ravns Næb, — det gør ikke ondt, og det bløder ikke, — det
lukker sig langsomt, og saa brister det og lukker sig igen og
brister paa ny–Det lader mig ikke Fred.
— Der er en anden, jeg tænker paa, sagde du, og saa saa
du til Siden, ud over Vejen, og dine Kinder var graa som
Aske–
Hvor det er længe siden, at du har set paa mig. Som en
Hund har jeg logret for din Kærlighed, og mine Øjne har søgt
dine.–Aa, kender du en Kulde som den, der slukker Hjertets
fortvivlende Haab, bitrere end Dødens brænder den, fordi Livet
ikke dræbes, men sidder jamrende og frygter og tinger og tør ikke
slippe Haabet af de rystende Hænder.–Og der var Is over
dine Øjne, Ligegyldighedens frostklare Ro, hver Gang min
Kærlighed spurgte–
Solen skinnede i den lyse Skov, og Tjørnene stod i Blomst.
Vi gik der ad Stierne, du og jeg, vor Foraarstur. Men Glæden
var død imellem os, og Minderne hidsede mit Hjerte.
Der stod Skoven som i Fjor og som i Forfjor, og Fuglene
sang, og Græsset var lunet af Solen, og her lo vi i Fjor og var
ene paa Jorden med vor Lykke. Denne samme Sang af Fugle,
den samme lyse Luft ...
— Hedvig, sagde jeg og tog din Haand, husker du i Fjor?
Og du nikkede blot og saa frem for dig.
Men mit Hjerte, som vidste dine Tanker, lod mig i min
Angest ingen Ro.
— Piner det dig at tænke paa i Fjor? spurgte jeg.
Du svarede ikke straks. Men dit Ansigt var stift i alle
Træk, og du saa ud som den, der er stum af Smerte.
Hvorfor vil du spørge? sagde du omsider.
— Fordi jeg pines — —
— Vil du vide det? spurgte du. Du ved det jo, Johannes.
Og saa tav du, og jeg gik ved din Side, og tusende Ord
brændte mig paa Tungen, vanvittige Ord om Elskov, fortvivlede,
tryglende Ord, meningsløse Ord med Løfter og Tillid og overmodig
Trods mod det, som ingen kan fælde, — Ord, som vaagner hos
den, hvis Hjerte Angesten har gjort sindssygt.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
