Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Juni—Juli - Viggo Stuckenberg: Valravn
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Valravn.
465
Men jeg tav som du, for min Forstand var kold og klar
som ingen Sinde, og den lo mig ud og vristede hvert Ord til sig
og dræbte det.
Saa kom vi ud paa Sletten. Der stod de hvide Tjørne og
lyste i Solen.
Og vi standsede begge.
— Hvor det er smukt, sagde jeg og saa dig staa som jeg
betagen og stille og fyldt af denne skinnende Hvidhed.. Og et
Øjeblik gled der igennem mig en dulmende Glæde; det var mig,
som mødtes vore Sjæle over de blomstrende Tjørne, — som kom
de Qernt ude fra og mødtes, — og jeg velsignede Foraaret og
Naturen og Skønheden, som mægter at slette den ondeste Sorg.
— Ja, svarede du, hvor det er smukt!
Men din Stemme lød som dens, der tager Afsked, som dens,
der drømmer om Døden og ser for sidste Gang det, der var dens
dybe, navnløse Fryd, Aarenes lysende Sommernatshimmel, stille
og højt over alt det, som Hænder og Ord former.
Og jeg kunde kastet mig paa Jorden og boret mig ind i
dens Mørke, trykket mit Hjerte ind i dens kvælende Muld og i et
vildt, dræbende Ønske favnet til Døde alt det, som lever og deler
sig og føder Liv.
Men mine Lemmer var lammede, og jeg evnede intet. Kun
min Kærligheds Vanvid talede og talede i min Sjæl, til min
Forstand slog sammen og gav mine Ord fri. Og skønt jeg vidste
dit Svar og kendte det alt sammen koldt og sikkert, standsede
jeg dig.
— Hedvig, sagde jeg og saa paa dine Øjne, ved du af, at
du aldrig mere taler til mig?
Kun et Øjeblik mødte mine Øjne dine, saa saa du bort.
— Hvad er det, du vil have, jeg skal sige dig? spurgte du,
og dine Ords Kulde skar igennem min Sjæl og jog Fortvivlelse
som Gift igennem mit Blod.
— Vi har dog før kunnet tale sammen, svarede jeg og
følte min Tunge bitter i min Mund.
— Naar jeg nu ingenting har at sige dig, svarede du.
— Ingenting, gentog jeg, — Hedvig, hvorfor vil du pine
mig med din Tavshed? Er jeg ikke længer værd at spilde Ord paa?
Tal til mig, hører du. Jeg kan bære, hvad du har at sige mig.
Din Tavshed gør mig saa fattig og ensom.
31*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
