Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Juni—Juli - Viggo Stuckenberg: Valravn
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
466
Vftlravn.
— Nej, sagde du langsomt og gik videre, — det er Synd
imod dig alt sammen, — jeg ved det nok — det er mig selv, der
har Skylden — du maa ikke faa mig til at sige det.
— Hedvig, spurgte jeg og svimlede under mine egne Ord,
elsker du ham da?
— Elsker, gentog du bittert, og saa bøjede du Hovedet
til Svar.
— Hedvig, sagde jeg, og det var, som alt i mig blev til
kogende Taage; jeg følte ingenting, jeg saa kun dit Hoved bøje
sig–
Dit Hoved, dit blonde, fine Hoved! Ved du, hvor mine
Hænder brændte for at knuge det til mig, for at kærtegne denne
frygtelige Drøm bort, for at tage dine Tanker ind i min Kærlighed
og give dem Hvile, for at raabe dig vaagen og se dig smile
morgenlykkelig til mig, for at høre din Befrielses Glæde og
velsigne din vaagnede Lykke med Kys paa din Mund og dine
Øjne–
Og da vi var hjemme igen, kom du hen til mig og tog
min Haand–
— Hvorfor spurgte du mig? sagde du, jeg vilde aldrig
sagt dig det. Nu, du ved det, vil vi pine hinanden daglig, og du
kan være saa nænsom, du vil, imod mig, den Sorg, jeg har gjort
dig, vil altid være vaagen, og du vil blive bitter imod mig, hvor
du tænkte at være god, — Johannes, du skulde aldrig vidst det.
— Jeg vidste det jo, Barn, sagde jeg.
— Nej, du vidste ingenting. Tiden kunde være gaaet og
aldrig et Ord nævnet imellem os om den Sag, før alt var
overstaaet og godt igen. Nu er det for sent, for nu har jeg sagt dig,
hvad du aldrig skulde hørt af min Mund..
— Hedvig, tror du, spurgte jeg, at Tiden kan give det
tilbage, der en Gang er mistet.
— Jeg ved det ikke, svarede du og gik ind i den anden Stue.
Jeg har siddet længe og set paa den blaa Nat uden for
mit Vindue. Den er blaa som Blod i Aaren under en
Kvinde-haands Hud, og den er dyb og blød og af en øm, langvarig
Dulmen, der kalder al min Sorg frem.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
