Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Juni—Juli - Johannes Jørgensen: En ny Digtning. II. Paul Verlaine
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
En ny Digtning.
473
færdig med de onde Tanker og de hidsende Drømme; hans Vej
er fri og lige; foran ham lyser to unge Øjne som Ledestjerner.
Og han gemmer sig for Verden i sin Kærlighed som i en mørk
Skov, og i Mørket aander hans og hendes Hjerte deres Ømhed
ud mod hinanden — som to Nattergale synger, naar Aftenen
falder paa ...
III.
Det er et Par Aar efter. I et belgisk Værtshus, i en lille
By, sidder en rejsende. Han ser ud gennem Vinduet og ser
lange Tog ile hen over et fladt Land og mange Fabriksskorstene
ryge langs Horisonten. Han ser ud over Landet, der ligger under
en trist Oktoberhimmels Graavejr, bøjer sig saa over Bordet og
skriver:
„Min Sjæl var bedrøvet, saa bedrøvet; bedrøvet for en Kvindes Skyld.
„Og mit Hjerte vandrede langt bort, men fandt ingen Trøst
„Og mit Hjerte og min Sjæl flygtede langt bort fra denne Kvinde, men
fandt ingen Trøst.
„Og mit Hjerte, mit alt for følsomme Hjerte sagde til min Sjæl: Er
det muligt?
„Er det muligt, at jeg er i Landflygtighed, i en stolt og sørgmodig
Landflygtighed?
„Min Sjæl sagde til mit Hjerte: Ved jeg vel, hvad det skal betyde, at
sk ønt jeg er i Landflygtighed, skønt jeg er gaaet langt bort, cr jeg hende dog
endnu ganske nær!"
Den rejsende, som skriver disse Linier, i naive, folkeviseagtige
Vers, er Paul Verlaine. Den korte Lykke fra de gode Sanges
Dage er forbi. Hvorfor? Hans Digte fra Landflygtigheden —
„Romances sans parolesu — siger det.
Han kunde ikke i Længden dæmpe sin stærke Stemme til
forelsket Kvidren. Og hun var saa ung — hun var ikke
forstaaende nok, ikke taalmodig nok, ikke tænkende nok. Ak,
han sagde hende det saa tit i sine sorte Timer, at hendes Øjne,
der en Gang var alt hans Haab, nu rugede over Forræderi. Hun
svor, at det ikke var sandt, og hendes Blik flammede op som
en døende Ild, hvorpaa der kastes ny Næring . . . Men en Dag
havde han den bitre Tilfredsstillelse at sige til hende: „Ser du,
jeg flk Ret!*
Og som en Ahasverus flakker nu Digteren rundt paa
fremmede Veje.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
