Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Juni—Juli - Johannes Jørgensen: En ny Digtning. II. Paul Verlaine
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
En ny Digtning.
477
I majestætiske Vers — Jamber, der ruller som Bølger af
Tid ind over Evighedens Kyst — taler her Digteren med sin Gud :
,0 min Gud, Du har saaret mig med Kærlighed, og Saaret bæver
endnu; o min Gud du har saaret mig med Kærlighed!
,0 min Gud, Frygt for Dig har slaget mig, og Slaget brænder endnu;
0 min Gud, Frygt for Dig har slaget mig!
,0 min Gud, jeg har set, at alt var forfængeligt, og jeg har lært at
ære Dig; o min Gud, jeg har set, at alt er forfængeligt!
„Drukn min Sjæl i Din Vins Bølger, opløs mit Liv i Dit Bords Brød,
drukn min Sjæl i din Vins Bølger!
„Jeg bringer Dig mit Blod, som jeg ikke har udgydt, og mit Legem,
uværdigt til Lidelse; jeg bringer Dig mit Blod, som jeg ikke har udgydt!
„Jeg bringer Dig min Pande, rød af Skam, til Skammel for Dine hellige
Fødder; jeg bringer Dig min Pande, rød af Skam.
„Jeg bringer mine Hænder, der aldrig har arbejdet, for glødende Kul og
dyrebar Røgelse; jeg bringer mine Hænder, som aldrig har arbejdet!*
... Digtet fortsættes endnu gennem nogle Strofer af samme
gammeltestamentlige Enfold; det ender derpaa:
„Ak Gud, Du Offerets og Tilgivelsens Gud! hvor dyb er ikke min
Utaknemmeligheds Brønd, ak Gud, Du Offerets og Tilgivelsens Gud!
„Du frygtelige og hellige Gud! hvor sort er ikke min Synds Afgrund,
Du frygtelige og hellige Gud!
„Du Fredens, Glædens og Lykkens Gud! al min Angest og al min
Uvidenhed, du Fredens, Glædens og Lykkens Gud!
„Det kender du alt, til Hobe alt! Du ved, jeg er den fattigste, der
findes, Du kender det alt, til Hobe alt!
„Men, hvad jeg har, det giver jeg Dig, o Gud!"
♦
. . . Det er den fuldstændige Sønderknuselses rørende og
inderlige Sprog. I disse kunstløse Vers raaber en Sjæl af Dybsens
Nød til de ideale Himles Herre.
Og der følger nu en Dialog mellem Digteren og hans Gud
— en Dialog i Sonnetter, som rummer den kristelige Teologis
dybeste Lærdomme om Trosforholdet mellem Mennesket og dets
Skaber. Det hedder der:
„Min Gud har sagt mig: Elsk mig, min Sønu . .
Men den angergivne Synder vægrer sig; han ængstes for at
nærme sig den evigt renes Trone og udbryder:
„Jeg vil ikke! Jeg er uværdig! Du, der er den rene Kærligheds Rose
og alle Helgens Hjerte! Du, der var Israels nidkære Gud og den kyske Bi,
som nedlod sig paa en halvlukket Uskylds Blomst! Dig skulde jeg, jeg.
kunne elske? Er I afsindige. Gud-Fader, Søn og Hel ligaand?*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
