Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Juni—Juli - Sophus Clausen: En Nat med Paul Verlaine
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
483 En Nat med Paul Verlaine.
„Det er nok, Bibi! Det er nok, Bibi!«
Og ved Siden af denne lurvede Skikkelse i dens Pjalter og
Smuds fik alle Digtere, man havde kendt, et latterligt Præg af
Literater ... Literater ved en Hoffest eller Literater paa en
Stam-knejpe ... men Literater.
Med næsten ydmyg Alvor nærmede han sig os to
ubekendte, da det blev ham sagt, at vi var to unge Mænd fra Danmark,
der ønskede at hilse paa ham. „Verdens eneste Digter", som hans
Beundrere titulerer ham, har læst fire fem af Europas Literaturer
i Orginalsprogene, men er som ægte Franskmand blottet for
geografisk Sans og Viden.
„Aa jeg har ogsaa en Gang været i Holland", sagde han,
„jeg har holdt Oplæsning i Amsterdam ... meget elskværdige Folk!"
Vi vilde retlede den berømte Symbolist og føre hans Tanker
længer mod Nord. Det strandede paa den Forestilling hos ham,
at var vi ikke Hollændere, maatte vi være Svenske i alle Fald.
Og saaledes blev vort Land ham bestandig liggende i det ubekendte.
Verlaine begyndte med at tale om Baudelaire. Jeg havde
for „La Plumes" Redaktør nævnt, at jeg engang havde oversat
nogle Vers af denne Digter; og Hr. Deschamps præsenterede mig
derfor uden Omstændigheder som „den danske Oversætter af
Baudelaire".
„De har oversat Baudelaire i deres Land. Saa sætter de
altsaa megen Pris paa ham?" sagde han med en ærbødig
Inderlighed, som næsfen gjorde mig skamfuld. Og utryg og ydmyg
som en Mand, der kun nærmer sig det ubekendte med blottet
Hoved, famlede han spørgende om en Stoleryg: „Vil De tillade,
at jeg tager Plads hos Dem?"
Først, efter at vi havde bedt ham, satte han sig ned.
„De, som har oversat Baudelaire, De holder jo af ham?"
gentog han. „Ikke sandt, han har gjort Epoke i Literaturen? Er
han ikke den største og mest originale Digter i dette Aarhundrede?
Sig mig, Deres By, Deres Hovedstad ... København ... er det
en Storstad? Man maa have levet i en stor By for at forstaa
Baudelaire til Bunds. — De siger, at De ogsaa kender til mine
Vers ... Ser de, hvis jeg i det hele taget er noget, saa er jeg
kun en lille Baudelaire — en ganske lille Baudelaire. Jeg giver
niig ikke ud for andet ...
Møjsommeligt, med mange Gentagelser talte den sære Digter,
en af de ærlige faa, som aldrig for smuk Versekunst og skøn Vel-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
