- Project Runeberg -  Tilskueren / Aarg. 10 (1893) /
486

(1884-1939)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Juni—Juli - Sophus Clausen: En Nat med Paul Verlaine

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

486

En Nat med Paul Verlaine.

„Tænk, at vi har genfundet hinanden!" vedbliver han stille.
„Her gaar altsaa vi tre Misdædere (assassins)/"
„Anarkister!" spøger min Landmand.
Ved Ordet „Anarkister* formørkes Verlaines Bryn en Smule.
„Ja men vi er aandelige Anarkister. Det er den ældste,
den eneste sande Anarkisme.*

Ad den politiske Anarkisme, som nu er Modesag mellem
unge Skribenter i Paris, trækker Verlaine paa Skuldren og kalder
den en Art Galskab.

Endelig fremsiger han, mens vi vandrer videre, lange
Brudstykker af et uudgivet Digt.

„Jeg har Munden fuld af mine Vers,® smiler han og lægger
to Fingre paa Læberne.

Digtet handler om den lille Prins Charles — den henrettede
Ludvig den sekstendes Søn — som sidder fangen i Tempeltaarnet
Hos ham er Simon, Fangevogteren, som Verlaine spøgende
skildrer, saa at vi aner, at han her har tænkt paa den trofaste
Bibi, Disciplen, hvis Bestilling nok ellers er at børste Sko.
Endvidere er der i Prinsens Nærhed et halvgammelt Kvindfolk, en
af de simple af Hjertet — som Digteren omtaler med virkelig
Ømhed, idet han pludselig gør Undskylning for, at hun har Utøj:
„Elie a des poux ... en fin, on en a ... mais elie est
charmante, la femme!"

Og efter at han med en pludselig bristende, lykkelig Latter
har glædet sig over, at man kan være god og prægtig, skønt man
har Utøj, tilføjer han sagte:

„Je me suis incamé un peu partout ...
Det er altsaa Digteren selv, der føler sig som indesluttet
mellem Tempeltaarnets nøgne Mure i dette fattige Selskab. Han
har lagt et stort Stykke af sin Sjæl i Fangevogterens lurvede
Skikkelse; det er hans Hjerte, som banker under den retskafne,
men snavsede Kvindes Kjole, og endelig er det ogsaa ham, den
fattige Digter, der er Prins Charles, Kongen uden Kongerige, som
gennem Prinsens Ord til Slutteren udtaler sin stolte Selvfølelse:

„Forstaar du mig ... jeg er Kongen — Kongen — Kongen!
Hvis jeg havde Magt som denne ... (Prinsen tier og vil ikke
nævne Napoleons Navn, og Verlaine smiler: heller ikke han vil
nævne Navne). Men forstaar du: jeg er Kongen — Kongen!’

Med Armene strakte frem staar Verlaine og eftergør let
stampende Prinsens Utaalmodighed:

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Dec 12 03:40:59 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/tilskueren/1893/0492.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free