Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Juni—Juli - Sophus Clausen: En Nat med Paul Verlaine
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
488
En Nat med Paul Verlaine.
havde forstaaet, at den unge Pige skulde betyde Idealet. „Det
er ikke faldet mig ind", tilstod jeg, og jeg vovede den Mening, at
en Ting, der er skøn i sig sig selv, altid bliver lige skøn, selv
om den ikke har en bestemt Underbetydning. Han smilte
forstaaende, og mit Kætteri, at en ung Pige paa en Strandbred i sig
selv kunde være Ideal nok, blev mig let tilgivet.
Lænet frem over et Bord i en lille Kafé fortæller Verlaine
os pudsige Anekdoter om Kvinder. Det er smaa, fattige Historier,
som bliver næsten rørende ved hans uroligt dirrende Smil, hans
filosofiske Overbærenhed og hans springske Lune.
„... Det er en god Pige — en gammel Veninde," siger
Verlaine og løfter gestikulerende Armene op og ned. „Hun huser
mig stundum, skaffer mig rent Linned og forsvarer mig, naar
nogen taler ondt om mig. „Aa han er virkelig slet ikke saa ilde,0
siger hun. „Han gaar med høj Hat." — En Dag siger hun pludselig
til mig: „Hvor du ligner François!" Jeg spurgte: „Mener du Frans
den første?" Men jeg fik ud af hende, at det var François Coppée,
min Kollega, Medlem af Akademiet, og at hun kendte ham godt
„Han har for Resten talt om dig," siger hun. — „Har han talt
om mig?" — „Ja du maa vide,« siger saa Pigebarnet, „han er
slet ikke indbildsk."
Klokken var bleven mellem fem og seks om Morgenen.
„Vore Glas er tomme, og nu lukker Kaféværten sine Skodder.
Lad os gaa videre, cher maUrel" sagde jeg.
„Nu kalder ogsaa han mig „kære Mester!" brød Verlaine
ud, og det hvide Smil lyste over hans Ansigt.
„Hvad er det, De kalder den literære Skole, De tilhører
der hjemme i Holland ... eller Sverige.
Jeg maatte finde et Navn i en knap Vending:
„Vi er ... de oprigtige, de svorne!" (les sincbres, les dévoués).
„Og hvilke literære Principer hylder den Skole?" lo Verlaine.
„Grænseløse Principer.*
„Lad os saa gaa, vi tre sincbres,* sagde han.
Paa Gaden spurgte han, hvor vi boede. Jeg svarede for
min Del: „Paa den anden Side af Seinen, helt oppe ved Arc de
rÉtoile. Og De M. Verlaine?"
„Jeg bor ingen Steder. Jeg sover hos den klare Stjerne."
Da vi sagde ham Farvel paa et Gadehjørne, trykkede han
stærkt vore Hænder:
„Nous nous sommes retrouvés!u
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
